I 3. Mosebog, kap. 25, 1-4, læser vi denne hellige lektie:
Og Herren talede til Moses på Sinai bjerg og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det land, jeg vil give eder, skal landet holde sabbatshvile for Herren. Seks år skal du beså din mark, og seks år skal du beskære din vingård og indsamle landets afgrøde; men i det syvende år skal landet have en fuldkommen sabbatshvile, en sabbat for Herren; din mark må du ikke beså, og din vingård må du ikke beskære.
Dette sted stammer fra det kapitel i 3. Mosebog, som giver forskrifterne for, hvorledes der skal handles hvert 7. og 50. år, i hhv. sabbatsåret og jubelåret. Dette vil jeg vende tilbage til.
Vi har også hørt beretningen om guldkalven fra 2. Mosebog, en beretning som de fleste af os velsagtens er meget mere bekendt med.
Jeg vil bruge disse to bibelsteder som udgangspunkt for hvad jeg her vil sige om min opfattelse af det Hellige og hvorledes vi kan lade os vejlede af teksternes indhold i dag.
Da jeg naturligvis ikke er bekendt med de regler der gælder, når man taler fra en prædikestol, så har jeg ladet mig vejlede af mere kvalificerede personer.
Således siger den nyudnævnte biskop for Helsingør stift, Lise-Lotte Rebel, til Politiken (29/1-95) i et svar på spørgsmålet: Hvad er en god prædiken?
"Det er en som præsten selv har brug for - en, hvor man mærker, at den, der står på prædikestolen nu, selv er udleveret, ramt og anfægtet."
Præst er jeg jo ikke, men ramt og anfægtet af hvad jeg her vil tale om, det mener jeg at have været det meste af mit liv.
En anden autoritet, som jeg har opsøgt, er K.E. Løgstrup. Han har et sted skrevet:
"Lader vi prædikenens opgave virke så selektivt på livsbelysningen, at vi ikke i teologien tager os tid til en filosofisk beskæftigelse med filosofiske problemer, med material-etiske problemer, med sociale og politiske problemer, gør vi det liv, der belyses, til et liv på skrømt....Jeg kan ikke se rettere, end at prædikenen ville vinde ved, at den også gjorde brug af en kosmisk livsbelysning til at sætte evangeliet i forhold til. For eksempel en kosmisk livsbelysning der består i en nedbrydning af illusionen om den selvberoende bevidsthed til fordel for en forståelse af den menneskelige tilværelse som et møde mellem universet og tilintetgørelsen."
Selv om Løgstrup her kun nævner evangeliet, så tror jeg han ville være indforstået med, at jeg lader hans udsagn gælde for alle hellige skrifter, alle religioners bøger.
Det skal være min påstand, at alle tros- og videnssystemer (religioner, filosofier, videnskaber) med nødvendighed bygger på og modificerer en kosmologi, dvs. en opfattelse af hvordan mennesket kom i verden, hvad denne verden er og hvorledes dets forhold til denne verden kan have udviklet sig. I disse sager er der en del vi véd, og en masse vi slet ikke véd. Med en del graderinger ind imellem disse to yderpunkter.
Vi ved, at mennesket har været på jorden et sted mellem 2-3 millioner år. Vi ved også, at mennesket er trådt ud af den øvrige natur.
Præcist hvordan dette er sket, ved vi imidlertid ikke. Men uanset hvordan det er sket, har vi lov til at kalde det et under. Et under som mennesket efterfølgende har forholdt sig til med stor ærefrygt og respekt, bl.a. i form af dannelsen af religiøse forestillinger baseret på hidtidige slægters erfaringer og overleveringer. Da ingen var tilstede i underets øjeblik, som havde udviklet evnen til at forholde sig til det, så har efterfølgende slægter dannet sig meget forskellige forståelser, meget forskellige religioner. De fleste af disse er og har været bygget på at underet var en skabelse og skaberen var en eller flere guder. Som så i vekslende udgaver og skikkelser er blevet gjort til højeste autoritet og lovgiver. Men altid og uomgængeligt ved menneskers mellemkomst. Mennesker som med disse guders hjælp har forholdt sig til det oprindeligt hellige, underet: menneskets træden ud af naturen, dets kommen til verden.
Her kan efter min mening tro og videnskab hjælpe hinanden. Hvis videnskaben kan fortælle os noget om, hvorledes vi med sandsynlighed er kommet til verden, så afskaffer vi ikke underet, det hellige, men så får vi måske en dybere indsigt i det og kan - ved at gribe tilbage til et fælles udgangspunkt - finde bedre vejledning for vore aktuelle handlinger, end vore gennem tiderne stærkt modificerede trosretninger kan byde på. Og vi kan indenfor disse trosretninger måske afdække dette oprindelige i nogle gamle leveregler, som vi i vor tro på egen formåen - den af Løgstrup kritiserede selvberoende bevidsthed - har skubbet tilside.
Jeg mener at sådan glemt viden kan påpeges - ikke blot - men blandt andet i de to steder i Bibelen, som jeg her taler ud fra.
Men lad mig først fortælle om en tysk antropologs teorier om, hvorledes vi blev til mennesker for 2-3 millioner år siden. Det bliver naturligvis meget kort og skematisk.
Vore dyriske forløbere var flugtvæsener, dvs. de var for deres overlevelse afhængige af at kunne flygte fra fjender i dyreverdenen. Så skete "underet". Ved et tilfælde - eller gerne en guddommelig inspiration - fandt nogle ud af, at sikrere end at flygte, var det at distancere sig, isolere sig fra, undgå fjenderne. Men dette krævede at man i stedet for at handle instinktivt for sig selv og sin egen overlevelse, så måtte man vende sig mod og etablere et fælleskab med de andre. Som altså først blev "de andre" i denne proces. Al senere humanitets udvikling skulle så ifølge denne teori bygge på denne første underbare venden-sig-mod-hinanden. Med basis i dette sociale ur-skød, som først forudsatte og senere muliggjorde tænkningens voksende sondring mellem det konkrete og det abstrakte, har mennesker været i stand til at frembringe de enorme teknologiske udviklinger, som vi lever med idag.
Antropologer og religionshistorikere kan fortælle, hvorledes mennesker til forskellig tid har dyrket og administreret dette ur-fællesskab og de materielle ændringsprocesser det muliggjorde.
Bibelen fortæller om de åbenbaringer Moses fik på Sinai-bjerget, hvor Gud åbenbarede sig for ham og dikterede ham de love som Israels stammer, hvis høvding eller konge han var, skulle leve efter.
Det er tilsyneladende let at se, hvad der er budskabet i beretningen om guldkalven. Israelitterne, som er blevet trætte af at vente på, at Moses skal komme ned fra bjerget og fortælle dem, hvad de skal gøre, de laver sig en ny gud af guld, også i vore dage et ædelt og eftertragtet metal, og tilbeder den. Og den er jo helt gal: Skulle menneskene måske selv kunne lave deres guder, sådan efter forgodtbefindende. Altså: kun een gud, som taler gennem det dennesidige overhoved.
At denne bibelske hændelse så helt indtil vore dage har kunnet bruges af de magtfulde til en ideologisk materialismekritik og til at tvinge eller overtale de undergivne til mådehold, det er måske en biting.
Men hvad skal vi stille op med forskrifterne for sabbat- og jubelåret, som på meget detaljeret vis giver regler for, hvorledes israelitterne skal forholde sig til køb og salg, dyrkning af markerne, ejendomsret, med meget mere? Hvad kan være den oprindelige mening bag f.eks. påbudet om ikke at dyrke marken, ikke beskære vingården til fremme af yderligere vækst? Jeg vil tolke disse regler som et værn mod tidligere slægters dårlige erfaringer med overdreven naturudnyttelse og velstandsophobning.
Thi i og med at mennesket og mennesker opstod i en underbar og hellig venden sig mod hverandre, så var der ikke pr. automatik skabt sikkerhed for at de gamle flugttendenser for altid var udryddet. Hvis dette hellige og fælles udgangspunkt glemmes eller fortrænges, så kan flugtmekanismen genoptages, denne gang til at flygte, ikke fra andre dyr, men fra naturen og fra andre mennesker.
Og denne flugt kan blandt andet bestå i en ophobning af velstand på andres bekostning. Således som vi indenfor byplanlægningen kan se, hvorledes de rige og magtfulde i stigende grad isolerer sig fra deres omgivelser, i frygt eller indbildt selvtilstrækkelighed. Jeg vil hævde, at det var sådanne samfundsopløsende tendenser, som bestemmelserne om sabbat- og jubelåret i Bibelen søgte at imødegå. Det er altså en meget gammel flugtmekanisme vi her har at gøre med, ikke en som først har givet sig til kende i vor tid.
Men en religion og en tro der vil noget, den må tage fat der, hvor vi lige nu, med biskop Rebels ord, føler os "udleveret, ramt og anfægtet."
De sidste par ugers debat på og omkring det sociale topmøde i København har demonstreret vor afmægtighed overfor vor moderne tids overvældende flugtmekanisme, den som er indbygget i den kapitalistiske økonomis krav om stadigt voksende kapitalakkumulation. Et krav som jeg ikke vil tøve med at kalde et brud med og et angreb på det fælles hellige under, som gjorde os til mennesker.
Afmagten har vist sig deri, at der kun i meget begrænset udstrækning - om overhovedet - er blevet rejst tvivl om dette akkumulationskravs berettigelse. Man er begrænset til en debat om principperne for en fordeling af større eller mindre dele af det akkumulerede. Jeg vil ikke tøve med at kalde troen på den kapitalistiske økonomi og dens principper for vor tids altdominerende fundamentalisme, en fundamentalisme som er ved at have underlagt sig det meste af kloden og menneskeheden.
Da dette jo er en studentergudstjeneste, så bør vi tænke grundigt på, hvorledes vi i vort daglige arbejde med studier, undervisning og forskning forholder os til denne fundamentalistiske, kapitalistiske økonomi. På langt de fleste områder har vi indordnet os under den, det gælder typisk de tekniske og samfundsvidenskabelige områder. Men selv humaniora er kommet godt med i de senere år, som tjenestepige for forskellige sider af den kapitalistiske virksomhed.
Men således som det blev åbenbaret for Moses på Sinai-bjerget, på de betingelser som nu var den tids, at han og hans folk behøvede love og regler med rødder i menneskehedens millionårige udviklingshistorie for at kunne leve i fred og kærlighed med hinanden, således kan det også for os i dag blive os åbenbaret at een af mange forudsætninger herfor er, at vi må finde veje til at tæmme og afvikle den kapitalistiske akkumulationsøkonomi. Det tror jeg på og jeg vil arbejde for og bede til at det sker.