18. juli 1990
Da jeg i 60'ernes begyndelse startede på sociologistudiet under Svalastoga, Høgh m.fl. arbejdede vi i små studiegrupper med hver sin tutor. Min hed Kurt Gjevnøe og jeg husker tydeligt, hvorledes han forargede mig ved at omtale Sovjetunionen som "et eksperiment"! Et land kunne da ikke være et eksperiment, og tilmed ikke et land som i den grad havde taget sin udvikling i egen hånd. Men ak, ak...nu har udviklingen taget magten, ikke blot fra ledelsen i Sovjetunionen, men dermed også fra en hel række statsledelser i Østeuropa. Det blev altså - hil Gjevnøe - ikke til mere end et eksperiment i denne omgang.
Og hvad kan vi så lære af det? Jeg vil søge at begrænse mit forsøg på at besvare spørgsmålet, således at det "vi" som det indeholder indledningsvis vil blive tolket som "danske sociologer" i bred almindelighed. Og så er jeg straks på meget glat is. For hvem er egentlig disse danske sociologer, hvad er deres hensigter med deres sociologiske arbejde? Heraf afhænger jo i allerhøjeste grad, ikke om men hvad der kan læres af det der nu sker i Østeuropa. Jeg må altså indsnævre kredsen yderligere. Altså: ikke danske sociologer i bred almindelighed, men danske sociologer, som mener at deres sociologiske virke kan og bør bidrage til mindre nød og elendighed, mindre uretfærdighed og undertrykkelse i verden og større hensyntagen til det begrænsede naturunderlag som vi globalt er afhængige af. Jeg mener absolut at det er fuldt legitimt at bedrive en eller anden form for sociologi, uden at have del i sådanne målsætninger. Men jeg vil stædigt hævde, at hvis ikke dele af dansk sociologi vil bekende sig åbent til sådanne intentioner, så er der noget galt. Nu håber jeg så, at "vi" er klare over, hvem vi er!
Efter min mening er den globalt set mest afgørende udvikling, som vi er vidner til i denne epoke, kapitalismens samtidige storhed og fald. Storheden består i, at eventuelle alternative systemer ikke synes at kunne fungere, men viger pladsen for den kapitalistiske markedsøkonomi, i håb om at denne kan løse de problemer, som de hidtidige systemer har måttet give op overfor.
Kapitalismens fald - som jo indtil videre er relativt -ligger i den kendsgerning, at den ikke kan løse disse problemer, uden med stigende tydelighed og konsekvens at forstærke sin iboende tendens til at skabe udvikling og velstand hos visse, begrænsede dele af den globale befolkning, men dette på bekostning af størsteparten af denne samt det naturunderlag som vi alle, også de p.t. privilegerede, i det lange løb er afhængige af.
Det er dette verdenshistoriske drama, som nu med udviklingen i Østeuropa er rykket os meget tættere ind på livet, såvel i rum som i tid. De marginaliserings- og udstødningstendenser som er uomgængelige ledsagefænomener ved kapitalismen har godt nok været synlige i meget lang tid (for dem der ville se), således i den såkaldte 3. verden, men også i stigende omfang i de kapitalistiske lande selv, først og fremmest i storbyernes voksende fattigdomsghettoer.
Men denne marginaliseringsproces i "vores" del af verden vil nu med stor sandsynlighed blive voldsomt accellereret, når Østeuropa skal til at nyde godt af det kapitalistiske markeds velsignelser. Hvad vi derfor kan lære af udviklingen i Østeuropa vil væsentligst bestå i en demonstration af manglerne ved det system, som vi stadig synes at sætte vor lid til. Men som hidtil vil det naturligvis være muligt (men hvor længe?) at lukke øjnene for kapitalismens negative følgevirkninger.
I begyndelsen af maj afholdt vi i Gilleleje en konference for by- og regionsociologisektionen under det internationale sociologforbund. Ved denne lejlighed havde vi inviteret Jiri Musil, professor i sociologi og nu leder af det nydannede sociologiske institut under det tjekkoslovakiske videnskabsakademi. Han gav os en redegørelse for hvad der efter hans opfattelse vil ske i Østeuropa i almindelighed og i Tjekkoslovakiet i særdeleshed.
Under den efterfølgende debat foreslog jeg lidt provokerende, at nu skulle Tjekkoslovakiet (og Østeuropa) til at deltage i den udbytning af den 3. verden, som vi i Vesten har som en del af forudsætningen for vor velstand.
Hertil replicerede professor Musil, at det største problem for Tjekkoslovakiet var, at undgå at blive en del af denne 3. verden!
Og det er jo i en nøddeskal det problem, som vi som sociologer bør skænke meget større opmærksomhed end hidtil: De "klassiske" grænser mellem de, som er indenfor, og de, som er udenfor, er under hastig ændring. Og det tilsyneladende på en kvalitativt ny måde. Det vil bl.a. medføre, at den politiske og økonomiske kamp om samfundenes udseende og udviklingsretning (et agtværdigt forskningsfelt for sociologien) vil komme til at foregå på nye og ukendte måder. Blot for at antyde mulighederne: Efter sigende er der i det sydlige EF tegn på at Islam vinder stigende indpas. Vil denne tro - i en mer eller mindre fundamentalistisk afart - kunne tiltrække fattige og marginaliserede katolikker og protestanter?
Hvordan vil et styrket Islam i Vesteuropa forholde sig til Islam i Østeuropa, i Mellemøsten, i Asien? Vil religionerne vinde deres tiltrækningskraft tilbage i takt med kapitalismens opløsning af de nationale fællesskaber? Hvilke andre - og mere holdbare? - fællesskaber er tænkelige? I hvilke former for fællesskaber kan vi bevare de seneste århundreders civilisatoriske landvindinger, samtidig med at vi bringer vort uholdbare og ikke generaliserbare forbrug under kontrol og derved muliggøre en almen bedring af levevilkårene for den globale befolkning?
I det amerikanske tidsskrift "Dissent" (Spring 1990) har den tjekkiske - i USA boende - filosof Erazim Kohák gjort sig nogle tanker omkring det bidrag som især Centraleuropa nu vil komme til at spille i den globale udvikling. Han trækker en linie fra den - ligeledes - tjekkiske filosof og humanist Comenius (1592-1670) op til vore dages dissidenter, med Vaclav Havel i spidsen. Comenius var - iflg. Kohák - i skarp opposition til Descartes og da Husserl senere skrev om "krisen i de europæiske videnskaber" byggede han bl.a. på Comenius i sin kritik af den cartesianske skarpe skelnen mellem subjektivitet og objektivitet.
Erazim Kohak mener, at den krise i videnskaberne, som Husserl skrev om, stadig er aktuel: "The conceptual matrix of consumerism is precisely the conception of value as a 'merely subjective' matter of individual preference and of 'objective' reality as devoid of any value except as an object of consumption...The thinkers of Central Europe, affirming the reality of truth, are living out an answer to that crisis. Could that prove to be the beat of the different drummer, the distinctive vision that could keep Central Europe from dissolving into the consumer civilization of the Atlantic basin?"
Det er sådanne spørgsmål - tillige med sådanne som jeg stillede ovenfor -som vi vil blive nødsaget til at stille med stigende styrke i de kommende år. Udviklingen i Østeuropa kan forhåbentlig anspore os til at gøre det i en voksende overbevisning om situationens alvor. På den nyligt afholdte verdenssociologikongres i Madrid fremlagde den franske reguleringsteoretiker Alain Lipietz et papir om forholdet mellem arbejde og kapital ved begyndelsen til det 21. århundrede. I konklusionen på dette papir kunne man læse følgende bedårende mening:
"Humankind has given up, for the time being, the dream of a non-capitalist development."
Han har sandelig overblik over situationen, den gode Lipietz! Men jeg melder mig ud af hans menneskehed. Det kapitalistiske "eksperiment" må, i lighed med det fejlslagne "socialistiske", i en ikke alt for fjern fremtid komme til sin historiske afslutning.