* bragt som kronik i Børsen d. 15. april 1993
"Verden har ændret sig, det danske samfund har ændret sig, markederne har ændret sig, forbrugerne har ændret sig, og medarbejderne har ændret sig. Så hvorfor har vi ikke ændret vores måde at tænke på, vore begrebsapparater, vores måde at organisere os på?"
Dette er meget væsentlige konstateringer og helt afgørende spørgsmål som direktør Mette Bock stiller i Børsens kronik d. 8/3.
Jeg vil ikke vove at påstå, at jeg har blot tilnærmelsesvist tilfredsstillende svar på de nævnte problemer. Men jeg vil gerne bidrage med lidt samfundsanalyse, som måske kan bringe os lidt nærmere til en forståelse af hvor løsninger måske kan forventes at udspringe.
Mit udgangspunkt skal være en opdeling af samfundet i stat, marked og civilsamfund. Mette Bock omtaler i sin kronik kun stat og marked direkte, medens det civile samfund er tilstede - vil jeg hævde - som det ikke omtalte tredje sted. Det sted nemlig, hvorfra Mette Bock kan udtrykke sin skepsis med hensyn til henholdsvis økonomiens, dvs. markedets, og det politiskes, dvs. statens, mangelfuldheder.
Den "ny sociale dristighed" som Mette Bock efterlyser, må efter min mening finde sin forankring i dette civile samfund.
Medens det forekommer nogenlunde overkommeligt at indkredse de områder og organisationsformer som udgøres af stat og marked, så er det samme ikke tilfældet med det civile samfund.
På et tidspunkt hvor kapitalismen ikke havde udviklet markedet i samme grad som idag var det muligt at tale om to sektorer i samfundet: staten og det civile samfund, hvor sidstnævnte omfattede alt som havde med samfundsmedlemmernes økonomi og privatliv at gøre.
Men i og med at det kapitalistiske marked i en vis forstand løsrev sig fra samfundslivet iøvrigt, især i en proces rettet mod statens forsøg på at regulere og styre det, så måtte de enkelte samfundsmedlemmer opleve, at hvor de før havde en eksistens som hhv. statsborger og deltager i samfundsøkonomien, så fik disse roller nu en karakter af fremmedhed, som gjorde et nyt ståsted nødvendigt, et sted hvorfra såvel stat som marked kunne vurderes og bringes i forhold til hinanden og et sted hvor nogle fundamentale livskvaliteter kunne komme til udtryk i et omfang som ikke var muligt indenfor hhv. stat og marked.
Dette imaginære sted har man så betegnet som det civile samfund. Når jeg kalder stedet imaginært så er det fordi det ikke er muligt at pege på bestemte organisationsformer, som er rent civilsamfund.
Lad os et kort øjeblik se på individets situation i den moderne, kapitalistiske nationalstat. Hvilke instanser kan den enkelte forlade sig på for at sikre sin eksistens. I første omgang vil man søge at gøre dette ved at etablere en god kontakt med markedet. Jo mere man er inde i varmen her, jo mindre behøver man at forlade sig på andre instanser. Det er naturligvis rart at staten sørger for en lang række servicefunktioner, men har man rigtigt styr på markedet så er man ikke direkte afhængig af dem. Lad det være sagt med det samme: det er meget få mennesker vi her taler om. Bl.a. fordi staten jo i vid udstrækning er et nødvendigt supplement til markedet. Men for nogle individer kan staten også gå hen og blive identisk med eller erstatning for markedet: den statsansatte og bistandsklienten er nærliggende eksempler.
Men hvad nu hvis såvel stat som marked svigter een? Før i tiden kunne nogle mennesker regne med at familie og/eller lokalsamfund ville samle dem op i sådanne situationer. Den moderne udvikling har medført, at dette langtfra altid er tilfældet. Samfundet må se på, at nogle mennesker tilsyneladende udstødes. Hvordan og hvor kan samfundet tænkes at gøre noget ved dette. Her kommer efter min mening det imaginære civilsamfund ind i billedet.
Det civile samfund er summen af de steder, hvor der kan handles uafhængigt af statens og markedets logikker. Det er også de steder, hvor der kan protesteres mod statens og markedets "totalitære" overgreb. Det civile samfund er derfor i mange tilfælde mere en mulighed end en realitet. Jo mindre disse muligheder er og jo mindre de eksisterende udnyttes, jo mere "totalitært" er samfundet.
Mine gåseøjne om begrebet totalitært skyldes naturligvis, at jeg her bruger dette ord på en lidt anden måde end vanligt. Nemlig i den forstand, at et totalitært samfund i denne forstand godt kan være præget af megen tilfredshed, velstand og endog en vis form for demokrati. Det sker i de tilfælde hvor samfundets lukkethed kun kommer til udtryk overfor og opleves af udstødte og materielt marginaliserede minoritetsgrupper.
For de to områder stat og marked har den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas argumenteret overbevisende for, at de hver især er domineret af et bestemt styringsmiddel. For statens vedkommende magt og for markedets penge.
Et forsøg på at give det civile samfund en lignende status som værende karakteriseret ved et bestemt styringsmiddel kan måske gøre det tydeligere, hvad der er det helt specielle særtræk ved det civile samfund. Det nærmeste jeg kan komme det er fænomener som sympati, kærlighed eller medmenneskelighed. Jeg vil ikke vove at påstå, at disse ikke forekommer på hhv. statens og markedets gebet, men i så fald er det ikke som styringsmidler. Man kan ikke styre eller regulere en stat eller en økonomi på basis af kærlighed, og det er heller ikke meningen. Men såfremt medmenneskelighed og kærlighed til næsten ikke kan få bugt med de uundgåelige inhumane effekter af statens og markedets måder at fungere på, så er det et udtryk for at disse har fået magten over denne kærlighed og medmenneskeligheds sted, det civile samfund, bl.a. derved at styringsmidlerne magt og penge har fået lov til at dominere, også på områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt.
Der findes, som tidligere nævnt, indenfor statens og markedets områder fænomener som ikke udelukkende kan forklares med magt- og pengestyring. Når f.eks. store koncerner lader en del af deres penge gå til velgørende formål, så kan dette ikke uden videre betragtes som et led i en udspekuleret økonomisk hensigt. Tilsvarende ligger der bag mange af statens aktiviteter intentioner, som langtfra kan forklares med henvisning til en magtrationalitet. Men det væsentlige er her, at graden og/eller omfanget af den medmenneskelighed, sympati eller kærlighed der udvises, er dikteret indenfor det pågældende område og på dettes præmisser.
Tag f.eks. flygtningesituationen. Her ville et abstrakt - og derfor naturligvis helt urealistisk - medmenneskelighedsbud sige, at vi skal tage imod så mange flygtninge som overhovedet muligt, uden at det kom til grundlæggende at true vort eget samfund og vore egne minimale rimelige forventninger til en tålelig tilværelse. Men hvordan kommer vi så tæt på denne utopiske situation som muligt. Det ville vi kun kunne nå frem til gennem en bred debat som måtte forløbe i et civilt samfund. I det omfang denne debat sker udenfor stat og marked, i det omfang har vi et civilt samfund på flygtningeproblemets område - men ikke nødvendigvis på arbejdsløshedens, de fattige landes, miljøets, etc. etc.
I det omfang det civile samfund er tavst vil problemerne blive søgt løst på statens eller markedets præmisser, hvilket i realiteten er ensbetydende med at borgerne i deres egenskab af civile privatpersoner har fralagt sig ansvaret.
Så snart vi overfor et problem tvinges til at sige: det kan ikke lade sig gennemføre politisk, eller: det er ikke økonomisk muligt - så er der ikke andet at gøre end at lade det civile samfunds styringsmedier, sympati og (næste)kærlighed få det sidste og afgørende ord. Og så er vi måske på vej til "de væltede mures samfund", som efterlyst af Mette Bock.