Home                                                                 Tilbage til artikeloversigt

LIBERALISTISK KRITIK
AF VEL FÆRDSSTATEN

Ib Jørgensen

"Every modern industrial state is a welfarestate. None permits natural or social contingencies fully to determine the life chances of its members." (Gutmann, 1991:3)

Således indledes en ny, amerikansk bog, "Democracy and the Welfare State", der indeholder en lang række videnskabelige gennemgange af sammenhænge mellem demokrati og velfærdsstat.

Jeg finder det særligt væsentligt at indlede med dette citat, her hvor ærindet er at redegøre for aspekter ved den liberalistiske kritik af den (i Danmark) faktisk eksisterende velfærdsstat. Det er muligt, at nogle vil hævde, at der ikke findes nogen moderne industristat med et rendyrket liberalistisk demokrati.

Men en kendsgerning er det i hvert fald, at vi idag ikke kender noget liberalt industrisamfund, hvis statsform ikke må betegnes som en velfærdsstat, omend de konkrete udformninger kan se yderst forskellige ud.

Når liberalister derfor kritiserer velfærdsstaten, er det i langt de fleste tilfælde en velfærdsstat, som de selv i vid udstrækning ønsker og bakker op. Eller rettere: som bakkes op af de politiske grupperinger, som de erklærede liberalister tilhører eller identificerer sig med. Det hedder således i en redegørelse fra den konservative finansminister Palle Simonsen i 1989:

"Velfærdssamfundets oprindelige idegrundlag er ... ikke til diskussion. Spørgsmålet er derimod, hvordan vi tilpasser den offentlige sektor, dens størrelse og indhold til fremtidens samfund." (Fonsmark, 1990:353)

Kritikken går da også for det meste på negative konsekvenser af velfærdsstaten, en kritik som deles af mange ikke-liberalister, eller på et påstået misbrug af målsætningerne for velfærdsstaten, som man iøvrigt indrømmer er pæne og hæderlige. Dette "misbrug" føres da ofte tilbage til at misbrugerne har nogle skjulte og illegitime motiver for at ville velfærdsstaten, som for eksempel en snigende socialisering af det privatkapitalistiske erhvervsliv.

På dette område er der stærke tendenser til en upræcis begrebsanvendelse, idet den kendsgerning, at en stor del af samfundsproduktet fordeles gennem og i kraft af statslig aktivitet, gøres til udtryk for socialisering i økonomisk forstand. Set i dette lys vil enhver samfundsmæssig eller statslig indgriben i den frie markedsmekanisme og kapitaldannelsen være et udtryk for en eller anden grad af socialisering. Det hensigtsmæssige heri kan - og bør - naturligvis diskuteres, men det vil ikke blive gjort i denne sammenhæng.

Det er da også et gennemgående træk ved den kritik af velfærdsstatsideologien, som jeg her vil tage udgangspunkt i, nemlig Henning Fonsmarks i bogen "Historien om den danske utopi" Fonsmark, 1990), at hans kritik i mange tilfælde også er rettet mod de borgerlige partier, som f.eks. Venstre og Konservativt Folkeparti. Deres svigt har bestået i, at de ikke har modstået presset fra vælgerne om flere og flere statsydelser, et pres som var blevet skabt af de socialistiske og socialdemokratiske ideologer:

"Den intellektuelle modstand mod velfærdsprojektet havde sjældent - og af gode grunde - udgangspunkt i de to partier, Venstre og Det konservative Folkeparti, der førte kampen politisk, men ofte kun halvhjertet." (op.cit. s. 193)

Velfærdsstatens oprindelse?

Fonsmark gør selv opmærksom på, at det er svært præcist at fastslå, hvornår vi i Danmark første gang brugte begrebet "velfærdsstat" (s. 168), men det var i begyndelsen af 50'erne at begrebet blev almindeligt, importeret fra amerikansk økonomisk teori.

I USA dateres velfærdsstaten tilbage til præsident Roosevelts "New Deal" fra 1934, et storslået regeringsprogram til genopretning af økonomi og samfund efter depressionen (Gutmann, 1991:3) . Fonsmark ser oprindelsen til det han kalder det danske "velfærdsdemokrati" i den debat om demokratiets natur, som førtes med stor intensitet efter 2. verdenskrig.

Den debat var domineret af to hovedstrømninger, repræsenteret ved hhv. Alf Ross og Hal Koch. I sin bog fra 1946, "Hvorfor Demokrati?", argumenterede Alf Ross for en strengt formalistisk demokratiopfattelse: det er udelukkende en metode til at træffe politiske beslutninger, i form af flertalsafgørelser gennem afstemninger og valg. Derudover er demokratiet ikke yderligere indholdsbestemt.

Hal Koch derimod så demokratiet som en livsform, baseret på gensidig forståelse, samtale og etisk/moralske diskussioner om samfundslivets spørgsmål. Selve valgene og afstemningerne var "blot" nødvendige og midlertidige beslutninger på vejen mod demokratiets yderligere perfektionering. Hal Kochs bog fra 1945 hed "Hvad er demokrati?" og det er faktisk muligt ud af de to bøgers titler at aflæse forfatternes vidt forskellige grundholdninger. Alf Ross mente endegyldigt at vide, hvad demokratiet var. Derfor behøvede han blot at argumentere hvorfor man skulle gå ind for det.
Denne sikkerhed mente Hal Koch sig ikke i besiddelse af, så hans arbejde måtte derfor bestå i en nærmere bestemmelse af begrebet demokrati. (Se også Torpe, 1991).

Man kan hos Lars Torpe læse i sammentrængt form, hvorledes Fonsmark argumenterer for, at det var to hovedstrømninger i dansk politik og åndsliv, Højskoledemokraterne og kommunisterne/de kulturradikale, som i efterkrigstiden dominerede demokratiets udviklingsvej. Efter Fonsmarks mening lykkedes det for disse to grupperinger at få gjort Hal Kochs demokratiopfattelse til den sejrende, en konklusion som Torpe sætter spørgsmålstegn ved, idet han mener at det rent faktisk var Alf Ross' formelle demokratiopfattelse der blev den dominerende. Forestillingerne om en bredere deltagelse i de demokratiske processer er efter Torpes mening først blevet en del af bl.a. socialdemokratiets politiske strategi som følge af og efter begivenhederne i 1968. (Torpe, s.108)

Velfærdsdemokrati eller velfærdsstat?

Det var udviklingen af velfærdsdemokratiet, efterhånden under total dominans af de socialdemokratiske elitetropper, som førte til etablering af velfærdsstaten. Den stat hvor vælgerne blev overtalt til at yde hinanden stadigt flere offentlige ydelser. Dette førte til et liv i overdreven luksus, som kun kunne finansieres på een måde, gennem såvel privat som offentlig gældsætning, hvor det især er den sidste der er uacceptabel.

Således kan man i kort og karikeret form sammentrænge Fonsmarks kritik af det han med titlen på sin bog har benævnt "den danske utopi". Denne bestod altså i, at politikerne og deres vælgere troede at man ukritisk kunne lade forbrugsmulighederne brede sig ud over hele befolkningen, uden at skele til på hvilke betingelser og under hvilke forudsætninger.

Det var denne ustandselige tilbøjelighed hos de herskende eliter til at ville "opdrage" befolkningen til gensidig hensyntagen og solidaritet, som førte til at vi blev så rare ved hinanden, at vi overskred vor økonomiske og produktive formåen. Igen ifølge Fonsmark.

Hvad burde man da have gjort i stedet? Hvordan ville den sande liberalist have handlet, hvis det havde været "den liberalistiske utopi" der var kommet på dagsordenen, og ikke som det skete, den kollektivistiske?

Dette udarbejder Fonsmark ikke i detaljer. Det nærmeste man kommer en positiv udmelding fra hans side i bogen kan læses på s. 196. Her citerer Fonsmark med helhjertet tilslutning en passus fra en artikel skrevet af den konservative Poul Møller i 1962:

"Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er 'samfundets skyld', så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn. Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et nyt frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige Økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.
Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne. Det lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andet ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilketsomhelst andet grundlag vil - om ikke formelt - så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers 'Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst' bliver folkestyrets svanesang."

Henning Fonsmark afslutter dette citat med disse hans egne ord:

"Dette er gengivet så udførligt, fordi det - i al sin gribende enkelthed - fortæller næsten alt om, hvad der er baggrunden for denne bogs fremstiling af demokratiets vilkår i Danmark efter 1945. Det enkle, for alle forståelige budskab om folkestyrets væsen i forhold til sit folk kan formuleres i det antal linjer, som Poul Møller her har brugt." (Fonsmark, 1990:197)

Og denne citatcitør vil slutte med, at disse udtalelser i al deres gribende enkelhed ikke er det dårligste udgangspunkt for en afsøgning af forholdet mellem statsmagt, levevilkår og livsformer set fra liberalismens position.

5. oktober 1991

Fonsmark, Henning (1990): HISTORIEN OM DEN DANSKE UTOPI, København:Gyldendal

Gutmann, Amy (Ed.) (1991): DEMOCRACY AND THE WELFARE STATE, New Jersey: Princeton University Press

Torpe, Lars (1991):"Den politiske konsensuskultur i Danmark - en kommentar til Henning Fonsmark: Historien om den danske utopi" i Christensen, E. og Heyn-Johnsen, C. (red): I HALVFEMSERNE - TEKSTER OM EN FREMTID, Centertrykkeriet AUC, Aalborg:Institut for Økonomi, politik og forvaltning, s. 105-115.