* bragt i tidsskriftet Salt Dec. 94
"Mennesker har hyldet den anskuelse, at en konge kunne gøre regn; vi siger, det strider med al erfaring: I dag hylder man den anskuelse, at flyvemaskinen, radioen o.s.v. er midler til at skabe nærmere kontakt mellem folkeslagene og udbrede kultur."
Ludwig Wittgenstein: Om Vished, # 132 Philosophia:Århus 1989
På linie med begrebet "servicesamfund" har vi nu fået det nye "info-samfund", eller informationssamfund, som det er blevet kaldt indtil Lone Dybkjær og Søren Christensen fornylig publicerede deres rapport "Info-samfund år 2000". Disse begreber har en næsten magisk funktion. De henter i vid udstrækning deres udbredelse og berettigelse gennem at kunne bruges af politikere, erhvervsfolk, visse videnskabelige typer og alle disse gruppers velvillige kolportører indenfor medieverdenen. Resultatet af denne brug er - bevidst eller ubevidst - at dramatiske og tendentielt samfundstruende udviklingstendenser ikke behandles seriøst, fordi det mer eller mindre antydes, at når først vi har "servicen" og "informationen" på plads og i orden, så vil alle de andre problemer - hokus pokus - forsvinde næsten pr. automatik. Til trods for at det mere end nogen sinde tidligere er vor stræben efter at sikre eller udvide vort materielle forbrug der styrer vores adfærd, så foregøgler snakken om service- og info-samfund, at vi har frigjort os fra afhængigheden af den "antikverede" industri, som suverænt producerer dette forbrug.
Det seneste og særdeles markante eksempel har vi set i forbindelse med vor unge forskningsminister Frank Jensens tiltræden. Der er vist ikke det dagblad i landet, hvor han ikke har fået lejlighed til at knytte sit "fremtidens ministerium" tæt sammen med det i Dybkjær-rapporten lovede info-samfund, som det nu bliver forskningens opgave at hjælpe på vej.
Misforstå mig ikke - jeg er ikke et sekund i tvivl om at info-teknologien allerede har betydet vældige samfundsændringer. Jeg er heller ikke bange for at erkende, at mange af disse ændringer har været i princippet positive. Derfor skal der ikke lyde nogen opfordring fra min side til uden videre at skrotte alle PC'er, Mainframes og hvad de ellers hedder, disse vidunderlige maskiner.
I det følgende vil jeg blot prøve at argumentere for, at hele denne info-teknologi ikke i sig bærer løsningen på de eksistentielle problemer, som den menneskelige art står overfor. Jeg vil endog mere end antyde, at info-teknologien kan komme til at udgøre - og måske allerede udgør - en del af truslerne mod samme menneskelige art, hvis ikke teknologien bringes under kontrol af nogle styringsmekanismer og organisationsformer, som den ikke selv kan levere.
I hvilken udstrækning det overhovedet vil være muligt - givet den fremskredne udvikling - at etablere disse styringsmekanismer og organisationsformer, det er yderst tvivlsomt. For hver dag der går melder flere og flere særdeles tænksomme skeptikere sig på banen: filosoffer, økonomer og naturvidenskabsmænd. Et gennemgående træk i deres analyser er, at menneskeartens evolution har formet sig således, at den tilsyneladende er på vej til at selvdestruere. En udvikling som set fra den globale økologis synspunkt i allerhøjeste grad vil være såvel "bærbar" som "bæredygtig", for nu at bruge et par ord som der også slides godt på i denne tid.
Men hvis der er et eller andet der er gået skævt i vor hidtidige udvikling fra dyr til præ-menneske til mennesket som vi står med det i dag, så kan det måske bringe lidt ny inspiration ind i debatten, hvis vi ser på hvad et par tyske forskere - nærmere betegnet en antropolog og en filosof - har at sige på baggrund af denne udvikling. Antropologen er Dieter Claessens, hvis bog fra 1980, Das Konkrete und das Abstrakte - Soziologische Skizzen zur Anthropologie har medvirket til at inspirere filosoffen Peter Sloterdijk til en teori om hyperpolitik fremlagt i bogen Im Selben Boot - Versuch über die Hyperpolitik fra 1993.
I det følgende vil jeg groft misbruge udvalgte dele af hhv. Claessens og Sloterdijk til at argumentere for et syn på forholdet mellem menneske og samfund, som måske kan sætte hele info-teknologien ind i en ny sammenhæng.
Ifølge Claessens så begyndte præ-mennesket med opdagelsen af flugtmekanismens erstattelighed. Bedre end at flygte fra den øvrige naturs trusler, var det at isolere sig i mindre grupper, som kunne holde sig på afstand af "fjenderne". Dermed var distanceringen, og senere abstraktionen, som overlevelseshjælp etableret. I ly af denne distancering og beskyttet af gruppen kunne præmenneskets evolution tage nye retninger. For at sige det ekstremt kort: udviklingen af de fysiologiske træk (de hurtigste løbere overlever) kunne af evolutionen nedprioriteres til fordel for udviklingen af de mentale og sociale (de smarteste og mest sociale overlever). I denne isoleringsproces lagdes grunden til begreberne individ og samfund. Den dominerende adfærdsmotivation var ikke længere overlevelse, men frembringelse, produktion af nye mennesker indenfor hordens sluttede kreds.
Det er nu Claessens' og Sloterdijks tese, at denne isoleringsproces er blevet stadigt mere udviklet gennem menneskehedens udvikling, og stadigvæk foregår, men nu på en sådan måde, at den truer med at vende sig mod sig selv. Claessens taler om "evolutionær klogskab", hvis essens, så vidt jeg forstår ham, består i at menneskets analytiske færdigheder hele tiden holdes under kontrol af en syntetiserende mekanisme, i gamle dage konventionen eller traditionen. Det konkrete og det abstrakte sameksisterer. I moderne tid, og dramatisk accellereret i de seneste årtier, har analysen taget næsten fuldstændig over, de reserver af syntetiserende tilbøjeligheder, som vi har slæbt med fra vores allertidligste udvikling, synes at være slidt op.
Sloterdijk taler om 3 isoleringsbølger. Den første betød hordemenneskets isolering fra den gamle natur, som sagt: menneskers produktion af mennesker. Den anden bølge bestod i menneskers brug af mennesker i højkulturerne. Denne bølge har iflg. Sloterdijk ført til en tvedeling af evolutionen i offensive højchance-zoner og defensive fattigdomskulturer. Den tredje isoleringsbølge tager sit udspring i de "rige" højchance-øer (læs: størstedelen af den vestlige kapitalisme). Denne bølge består i udviklingen af en efter-social individualisme. Denne form for individualisme skaber og forudsætter nogle sociale begunstigelser, som sætter den enkelte person i stand til at vende sig fra det system, hvorfra vedkommende stammer. Som han siger:
"Den tredje bølge behøver til samfundets konstruktion nogle individer, som har mindre og mindre brug for samfundet."
Det eftersociale individ vil ikke livet og fortsættelsen (forplantningen?), men oplevelsen, der bærer lønnen i sig selv. Dette menneske lever sit liv som slutforbruger af sig selv og sine chancer. Her kan Sloterdijk knytte an til en del af øko-økonomerne, som forsigtigt er begyndt at antyde, at hele vort system har sine rødder i en ideologi om en ikke-reproduktiv produktivitet, en økonomisk variant af Nietzsches nihilisme-diagnose om man vil. Og akkurat som vi udrydder dyre- og plantearter og dermed reserverne af genetisk materiale, så nedslider den industrielle proces som helhed flere menneskelige "reserver" end den selv kan skabe og regenerere. Siger Sloterdijk.
Det er en meget længere og meget mere kompliceret historie de to herrer fortæller. Men de er enige om at lokalisere en afgørende fejludvikling i menneskenes konstruktion af store systemer, holdt sammen af den moderne politik. Mennesket blev menneske i den umiddelbare omgang med hinanden, ved at se, lugte, føle og høre hinanden. "At høre sammen" vil sige at man erkender, at man er i sin gruppe ved at lytte til dens lyde. De sanseindtryk, der holder sammen på vort vestlige samfund er ikke så meget andre menneskers tale og sprog. Nærmere er det synet af de andre i butikscentret, lyden af kasseapparaternes trygge funktioneren; synet af medtrafikanterne på motorvejen og i byernes trafikkaos, lyden nede fra gaden af dækkenes sang i asfalten. At høre, se, lugte og føle at de andre forbruger som en selv. Den situation - som i voksende omfang gør direkte samkvem med andre unødvendigt, ja til tider ubehageligt - vil vi gøre meget for at opretholde.
Det er på baggrund af denne situationsbeskrivelse - som det naturligvis står enhver frit for at forkaste - at jeg mener al den megen snak om info-samfund bør vurderes. Ser vi signaler til at denne teknologi bidrager til en skærpelse af driften mod analysens dyrkelse på bekostning af syntesen? Befordrer denne teknologi en videreudvikling af de distanceringsteknikker, som efterhånden har bevirket at abstraktionerne er blevet til virkeligheden? Er informationsteknologien i sig selv en sådan materialiseret abstraktion?
Dette er kun delvis retoriske spørgsmål. Men for mig er der ingen tvivl om, at vi ser talrige tegn på, at de ovenstående spørgsmål kan besvares bekræftende.
I bogen The Work of Nations har Robert Reich fremsat tesen om en ny samfundsklasses opståen: symbolanalytikerne. Denne gruppe kan uden ond vilje betegnes som bærerne af den foreløbige kulmination på analysens, abstraktionens dyrkelse. Det er disse symbolanalytikere, der er frontløberne i den fortsatte kapitalistiske akkumulationsproces, og det er vist ingen overdrivelse at påstå, at informationsteknologien er deres fornemste instrument. Her sker der på abstraktionernes kongevej - den elektroniske motorvej - helt nye og indtil videre uoverskuelige distanceringer. Men Robert Reich kan allerede antyde hvorledes disse symbolanalytikere synes at have en "kosmopolitisk" orientering, som tendentielt gør dem mer eller mindre ligeglade overfor de sociale og økonomiske problemer, som præger det samfund, som de (endnu) rent fysisk har ophold i. Det er formentlig ikke noget tilfælde at informationsteknologien er højst udviklet i USA, det kapitalistiske industrisamfund som objektivt betragtet er nærmest ved at gå i opløsning.
Men når nu disse symbolanalytikere kan opnå så gevaldige resultater ved hjælp af deres arbejde på "netværkene", kan det samme så ikke gøres af andre grupper? Måske, men i denne forbindelse er det af største vigtighed at bemærke, at den styrke, som symbolanalytikerne kan udøve ved hjælp af info-teknologien, den hidrører fra og forudsætter en lang historisk og langt mere konkret erfaring med udvikling af den kapitalistiske markedsøkonomi.
En foreløbig hypotese med hensyn til informationsteknologiens anvendelighed kunne derfor være, at den udelukkende - eller primært - er egnet til at drive allerede veletablerede abstraktions- og distanceringsprocesser videre. Een af disse processer er som anført udviklingen af den kapitalistiske økonomi. Her vil informationsteknologien formentlig medvirke til en skærpelse af modsætningerne mellem de grupper og befolkninger, som på globalt plan "anvendes" eller "kasseres" af det kapitalistiske markeds logik og funktionsmåde.
En anden væsentlig abstraktions- og distanceringsproces som er kendetegnende for vor tid, er adskillelsen mellem individet og dets omgivelser, udtrykt bl.a. ved hyperindividualismen som ideologi. Denne proces vil info-teknologien kunne uddybe, når vi, som Ole Grünbaum siger, allesammen kan sidde derhjemme og få alt at vide om alt. Som tendens vil dette på samme tid gøre det mere vanskeligt og mere unødvendigt at møde andre mennesker i direkte socialt samkvem. Mere vanskeligt fordi det kræver, at man bevæger sig væk fra skærmen. Mere unødvendigt, fordi man - angiveligt - har adgang til al den information man har behov for, indenfor sine egne fire vægge. (Her males med den brede pensel, for tydeliggørelsens skyld!) Individets distancering fra samfundet tenderer mod at blive perfektioneret. Som Sloterdijk siger, samfundet konstrueres af individer, som ikke har behov for samfundet.
Maskinstormeri for stormeriets egen skyld er naturligvis tåbelig. Jeg har intet belæg for at udelukke, at informationsteknologien vil kunne have en rimelig funktion i et samfund, som var mere fornuftigt indrettet. Det ville sige et samfund med større balance mellem analyse og syntese ved fastlæggelsen af de samfundsmæssige mål. Et samfund, hvor den nødvendige distance til de andre er suppleret af en indsigt i deres legitime behov og vor gensidige afhængighed, også i forholdet til den natur, i hvilken vi agerer som repræsentanter for den samme art.
Men den eventuelle begyndelse til et sådant samfund vil efter min mening ikke umiddelbart blive hjulpet frem af informationsteknologien. Det vil forudsætte mere direkte sociale udvekslinger, hvis karakter vi kun vanskeligt kan sige noget sikkert om. Indirekte kan informationsteknologien måske bidrage gennem en produktion af en totalt forvansket virkelighed, som der simpelthen vil blive reageret imod. Et - indtil videre - underholdende eksempel på disse muligheder har vi set i filmen Forest Gump hvor nulevende personer bragtes til at kommunikere med afdøde. Men selv dette er meget usikkert. Vi vil måske komme til at foretrække den forvanskede virkelighed, gør det måske allerede!
Bl.a. på baggrund af ovenstående betragtninger mener jeg ikke, at amter og kommuner i Danmark skal understøtte EDB-industrien gennem massive indkøb af PC'er til de danske gymnasier og kommuneskoler. Der skal naturligvis anskaffes sådanne maskiner i et vist omfang, men så skal det være hvor der er et klart og veldefineret undervisningsmæssigt formål. Selve det at kunne anvende maskinerne uden indlæring må det være industriens opgave at sørge for, gennem udvikling af den nødvendige software.
14. november 1994
P.S. Denne artikel kunne akkurat lige så godt have været skrevet i hånden, og ikke på en PC'er - og have været distribueret med postillon isf the Web!!!!