"... i dette ustabile interregnum imellem imperiernes måske bortdøende epoker og det planetare samfund som kæmper for at blive født, er det eneste grundlæggende uløste problem, om de rige og privilegerede har fantasi nok og de skuffede og underprivilegerede tålmodighed nok til at påbegynde det sande grundlag for en bedre fordeling, et tættere samarbejde og fælles global produktion."
Således skrev (i min oversættelse) en af de første "store" miljøforkæmpere, Barbara Ward, i artiklen "A Sustainable Planet" fra 1979.
Det var på ingen måde en komplet ny erkendelse på det tidspunkt, for ca. 15 år siden. Allerede fra midten af 60'erne var den mistanke spiret frem, at den vestlige kapitalistiske udviklingsmodel ikke ville være i stand til at bringe voksende velstand til de mange "nye" medlemmer af verdenssamfundet, de tidligere kolonier og dominions, som nu skulle til at være selvstændige. "Nye" var de jo kun set med vore vestlige briller, fordi de nu søgte - af bitter nødvendighed - at føre sig frem på den internationale scene ved hjælp af nordvest-demokratiske omgangsformer og spilleregler.
De nye landes regeringer dannede administrationer og nedsatte udvalg, hvis medlemmer kunne begå sig og deltage i de utallige konferencer om handel, udvikling, bistand som vi i vesten er så ferme til at foreslå og arrangere og som efterhånden er blevet en selvstændig og indbringende del af det økonomiske liv i vesten. Det er sikkert ikke helt forkert, at adskillige byer og luftfartsselskaber er blevet og bliver holdt i live af al denne aktivitet.
Der er efterhånden opstået et globalt netværk af internationale organisationer, som i den grad er flettet ind i sig selv, at dette netværk næsten har fået sin egen eksistens. Med FN i toppen har vi ellers FAO, GATT, OECD, IMF, WB (Verdensbanken), UNESCO, ILO, UNIDO, UNDR, G7 - nej, den skal vist ikke med her - men fortsæt selv listen. Det sidste skud på stammen er IBRD, Den Internationale Bank til Genopbygning og Udvikling, angiveligt oprettet for nu at hjælpe østeuropa på vejen mod det vestlige paradis.
Det der udgør den fælles "korpsånd" i alle disse organisationer med deres konferencer og kommissioner - hvor repræsentanterne fra de fattige lande kan leve et liv, som hæver dem højt over deres hjemlands muligheder - er en stiltiende accept af, at udvikling kun kan ske på basis af den vestlige, kapitalistiske markedsmodel.
Denne underforståede kendsgerning er gennem tiden kommet til udtryk på forskellig vis, alt afhængig af de politiske og økonomiske konjunkturer. Slagord som "udvikling ved egen kraft", "trade not aid", "basic needs" har været nogle få af de modetemaer, som har dannet baggrund for de utallige møder og konferencer i det internationale netværk af kapitalismebevarende og -udviklende organisationer.
Det skal på ingen måde benægtes, at nogle af disse aktiviteter formentlig har været medvirkende til nogle af de positive resultater, som trods alt er opnået rundt omkring i verden. En kapitalistisk udvikling kan jo have ganske acceptable konsekvenser for mange, der hvor den lykkes.
Men der er god grund til at betvivle, at apparaternes omfang står i rimeligt forhold til disse få og spredte lyspunkter og lige netop i disse år stiller flere og flere spørgsmålstegn ved det indhold, som det i det hele taget (også i den vestlige verden) har været muligt at fylde i vores samfund ved hjælp af denne kapitalistiske vækstmaskine.
Senest har notabiliteter som amerikaneren Christopher Lasch, politikeren Lone Dybkjær og filosoffen Ole Thyssen givet udtryk for dyb og voksende skepsis hvad denne vækst og det medfølgende indhold angår. Som allerede nævnt er denne skepsis ikke af helt ny dato. Det nye er, at den nu også af brede kredse opfattes som omfattende vore egne samfund.
Stærkt medvirkende til denne nye, altomfattende kritik var resultatet af Brundtland-kommissionens arbejde. Endnu en af disse internationale kommissioner nedsat for at finde ud af, hvordan vi får tæmmet det kapitalistiske system.
Denne kommission lancerede i den såkaldte Brundtland-rapport det nye løsen til verdens frelse, "sustainable development", på dansk oversat til "bæredygtig udvikling". Rapporten var et desperat forsøg på at forene hensynet til den kapitalistiske økonomi med hensynet til de naturresourcer og de miljøkvaliteter som nuværende og fremtidige menneskers tilværelse afhænger af.
Siden da har begrebet "sustainability" eller "bæredygtighed" trængt sig ind i vores sprogbrug og bevidsthed, hvor det er blevet gjort ensbetydende med positive handlingsmål, som vi alle bør søge at fremme.
Jeg vil ikke underkende, at dette begreb har haft sin nyttige - men forbigående - funktion, som en påmindelse om at der er noget grundlæggende galt med den udvikling vi er vidne til i global sammenhæng.
Nu optræder begrebet bæredygtig imidlertid i alle mulige og umulige sammenhænge: bæredygtig udvikling, bæredygtig planlægning, bæredygtig økologi, bæredygtigt forbrug, o.s.v. o.s.v. Begrebet er blevet et hurra- og modeord, som forventes at aftvinge respekt og støtte blot ved den rene ytring.
Jeg vil gøre mig til talsmand for, at begrebet "bæredygtighed" og alle de sammenhænge, hvori det indgår, i alle henseender er alt for upræcist, for ikke at sige indholdstomt, til at danne den ringeste baggrund for egentlige handlingsanvisninger, det være sig i form af politiske beslutninger, planlægning, m.m., ligesom begrebet heller ikke muliggør opstillingen af kriterier, som kan bruges til en vurdering og/eller legitimering af konkrete udviklingsforløb.
Ikke desto mindre indgår begrebet i utallige sammenhænge med sådanne funktioner. Et forhold som har ført til, at den samfundsmæssige og videnskabelige debat om de meget væsentlige problemer, som begrebet i dets intention søgte at indfange, er blevet så diffus og usammenhængende at det ikke er overdrevet at påstå, at det nu gør mere skade end gavn.
Først vil jeg give et eksempel på, at det rent faktisk forholder sig således, som jeg her har påstået.
Afslutningsvis vil jeg så prøve at give nogle antydninger af, hvorledes man kunne forestille sig at erstatte de oprindelige begreber med nogle nye, som i et vist omfang gør det muligt at skærpe debatten på nogle væsentlige områder af det brede felt, som begrebet "sustainable development" har ført os ind i.
I september måned 1992 inviterede Enhedslisten i Aalborg til debatmøde om "En bæredygtig økonomisk udvikling". I invitationen hed det, at efter 10 år med Schlüter så "er der i Danmark et stort behov for sociale forbedringer, og for udvikling af sundhedsvæsen, uddannelse, kultur, o.s.v." Det hed videre om det økonomiske grundlag herfor, at det "må skabes gennem en fundamental anderledes skatte- og erhvervspolitik".
I dette tilfælde er der for mig ikke megen tvivl om, at begrebet "bæredygtig" her anvendes i en før-Brundtland (før-Ward) forstand, d.v.s. at der "blot" menes en alternativ - og naturligvis "bedre" anvendelse af de samfundsmæssige ressourcer der står til rådighed.
Dette er der i sig selv intet forkert i. Men det står helt uklart i hvor vid udstrækning den foreslåede økonomiske udvikling vil bidrage til den "bæredygtige udvikling", som Brundtland-rapporten havde for øje. Mest nærliggende er det at formode, at der bag ordene gemmer sig en forestilling om en yderligere udvidelse eller konsolidering af vor materielle levestandard, uden overvejelser over om dette eventuelt vil medføre en fortsat skærpelse af de uligheder og miljøtruende tendenser vi må konstatere i stadigt stigende omfang.
Mit hovedargument er her, at det er både muligt og tilladeligt at anvende begrebet "bæredygtig økonomisk udvikling" i betydningen "en sund og socialt mere ligelig økonomisk udvikling på de allerede eksisterende præmisser " Det vil altså sige, at vi må operere med flere forskellige fortolkninger af begrebet "bæredygtighed", hvilket igen betyder, at vi i hvert enkelt tilfælde, hvor vi benytter begrebet, må specificere dets mere præcise indhold i den givne sammenhæng. Dette er naturligvis muligt, men også noget besværligt, så en enklere fremgangsmåde kunne måske være at finde frem til kernen i det oprindelige Brundtland-indhold i begrebet (om en sådan kerne findes eller kan postuleres). Det er det der er min bestræbelse her.
Selve ordet "bæredygtighed" er som nævnt oversat fra det engelske "sustainability". Her er der allerede grund til at vise agtpågivenhed. "Sustainable" kan nemlig betyde mange ting på engelsk/amerikansk. Ifølge "Webster's Encyclopedic Unabridged Dictionary of the English Language" har verbet "to sustain" ikke mindre end 10 forskellige betydninger. Dette antal forskellige betydninger forøges betydeligt, når der udvides med begrebet "udvikling". Sidstnævnte begreb er stadigvæk indenfor samtlige videnskaber - natur, human og samfund - genstand for en formentligt uafsluttelig debat.
Det har i Brundtland-kommissionen da også været erkendt, at man med begrebsparret "sustainable development" ikke siger noget særligt præcist og rapporten er fuld af mange forskellige opfattelser, dels af "sustainability", dels af "development" og dels af "sustainable development".
Een af de mange definitioner har vundet status som den mest brugte, nemlig den som siger at "bæredygtig udvikling" er en udvikling som sikrer nutidens behov, uden at forringe de fremtidige generationers.
Denne definition er efter min mening i sig selv eet stort og ansvarsforflygtigende kompromis. Den er uholdbar på alle punkter, videnskabeligt, etisk, filosofisk, moralsk.
Vi kan jo af gode grunde ikke vide ret meget om hvordan de fremtidige generationer vil behandle hinanden og miljøet, så hvordan i alverden skulle vi kunne sikre deres behov her og nu. Det er en logisk og materiel umulighed, som vi naturligvis ikke kan bruge som handlingsvejledning.
Men hvordan kan vi i dag arbejde bedst for, at fremtidige generationer får de optimale betingelser at leve under?
Hvilket begreb og hvilke målsætninger kunne tænkes at erstatte "bæredygtig udvikling", og det på en sådan måde at det kommer tættere på de intentioner der lå i det fra begyndelsen, jfr. Barbara Ward.
Det er en alment accepteret kendsgerning, at vi er et produkt af vores historie og at vi kan lære af den, hvilket ikke er det samme som at gentage den. Derfor kunne vores indsats for fremtidige generationer måske bestå i at udvikle nogle samfundssystemer, som gør det muligt for de allerede og snart fødte generationer at leve en rimelig tilværelse.
Jeg vil spidse den til: Hvad vi ikke kan gøre for de mennesker, der lever nu (og i den nærmeste fremtid), vil vi med stor sandsynlighed slet ikke kunne gøre for generationer længere ude i fremtiden. Vore chancer for fremtidig succes kan aflæses på vores resultater her og nu og om lidt.
Jeg vil foreslå, at et af de første skridt i en sådan retning kunne være at erstatte "bæredygtig udvikling" med "generaliserbart forbrug". Dette sidstnævnte fænomen er i sig selv på ingen måde entydigt, men det drejer opmærksomheden hen på det vi i virkeligheden taler, eller bør tale, om, vort forbrug i allervideste betydning, og dettes mulighed for i en eller anden udgave at kunne gøres til standard for den globale befolkning, nu og i fremtiden.
Der må altså udtrykkeligt tages afstand fra målsætninger som omfatter "Menneskeheden" eller "fremtidige generationer". Det vi med tilnærmet sikkerhed kan sige noget om er den aktuelle globale befolkning og dens efterkommere 50-100 år frem. I bedste fald. Men det kan vi til gengæld også.
Vi har erfaring med mange forskellige historiske forbrugsmønstre og -niveauer. Der synes at være udbredt og voksende tilslutning til det synspunkt, at det vestlige, på kapitalistisk baggrund etablerede forbrug, IKKE er generaliserbart, ikke engang indenfor de kapitalistiske samfund. Det sidste fremgår af den kendsgerning at den kapitalistiske økonomi stagnerer globalt (men naturligvis ikke i alle geografiske områder og blandt store befolkningsudsnit) og at levestandarden som følge deraf er stagnerende eller faldende, også for voksende andele af de kapitalistiske samfunds befolkninger.
Det kan antages, at den "vækst" der kan observeres i den kapitalistiske økonomi sker gennem en intern undergravning af levevilkårene for grupper og individer som forlængst er blevet underlagt og inddraget i den kapitalistiske økonomis centerområder. Enhver tale om vækstfremme gennem uddannelse, regional udvikling, etc. må derfor betragtes med største skepsis og analyseres grundigt for ulighedsfremmende konsekvenser.
De kapitalistiske samfund vil under alle omstændigheder komme til at skulle administrere indskrænkninger i det af den videnskabelige, teknologiske og økonomiske udvikling muliggjorte forbrug. Disse indskrænkninger kan omdannes til øget og mere sofistikeret forbrug for en (stor) klasse af højforbrugere. Dette har William K. Tabb kaldt "vampyr-kapitalisme"*).
I tekniske termer består denne udvikling i, at kapitalen akkumulerer med anvendelse af stadigt mindre arbejdskraft, som til gengæld har højere værdi (større købekraft).
Men indskrænkningerne i forbruget kan også gives en mere civilisatorisk retning, nemlig hvis de ad den politisk-demokratiske frivilligheds vej omsættes til bedre og sikrere levevilkår, dels for de dårligst stillede i de kapitalistiske samfund, dels for de milliarder af nulevende globale medborgere, hvis urimelige livsbetingelser af forskellig art vi alle kender og har kendt gennem mere end en menneskealder.
Vel vidende at den stadig rummer mange usikkerhedsmomenter, vil jeg foreslå følgende arbejdsdefinition på en udviklingsretning, som kan føre henimod et "generaliserbart forbrug": På alle niveauer i samfundet bør det tilstræbes, at udvikle normer, værdier og adfærdsformer som gør det muligt
på demokratisk og solidarisk vis at finde områder hvor forbruget kan nedsættes således at
denne forbrugsreduktion omsættes til forbedringer for relativt dårligere stillede, i det egne samfund eller udenfor dette og dette på en sådan måde at
den endelige konsekvens af disse forbrugsomlægninger ikke må betyde et øget pres på naturunderlaget, helst naturligvis en mindskelse af dette pres.
Gennemførelsen af et sådant program vil helt sikkert kræve meget af de eventuelt involverede, først og fremmest en kritisk selvreflektion af tidligere, pågående og planlagte aktiviteters karakter set i lyset af den nye orientering. Til gengæld vil jeg vove at påstå, at det er muligt at sætte sådanne aktiviteter i gang her og nu, og det på en masse forskellige områder og niveauer. Lige fra det helt græsrodslokale og opefter.
Det er min overbevisning, at en udvikling som den her foreslåede vil være ensbetydende med en betydelig indskrænkning af de områder, hvor en "normal" kapitalakkumulation kan tillades at fortsætte. Dette vil for de fleste almindelige mennesker betyde, at de skal forholde sig radikalt anderledes til deres roller i denne kapitalakkumulation, nemlig som sælger af arbejdskraft, men i første omgang som forvalter af dennes værdi i form af købekraft (løn).(At det også er her løsningen på "beskæftigelsesproblemet" ligger, nævner jeg blot i parentes.)
Men jeg vil gerne overbevises om kapitalismens evne til at sætte den ovenfor skitserede udviklingsproces i gang, hvis nogen er i stand til det. Hvis man nu vil hævde, at de former for statsinterventionisme i den kapitalistiske økonomi, som vi historisk har været vidne til, er eksempler på sådanne indskrænkninger, så må jeg straks erklære mig uenig. Det har været indgreb med, ikke mod kapitalen. Men ganske vist indgreb som har været medvirkende til at vi nu næsten ikke kan tænke op mod dette økonomiske system.
Den tidligere marxist og kapitallogiker Hans-Jørgen Schanz, nu professor i idehistorie ved Århus universitet, har således nu fundet frem til at det Moderne er blevet beboeligt. Og manden har da ret: mange af os bor og lever godt. Faktisk så godt, at vi sagtens kan begrænse vort forbrug, så også nogle flere kan komme til at bo og leve godt.
Det er formentlig det bedste vi i vor korte tid kan gøre for de fremtidige generationer, som måske derfor kan blive mange.
(1993)Reference: Tabb, William K. (1992) Vampire Capitalism SOCIALIST REVIEW Vol. 22/1, Jan.Mar pp. 81-94, CSRE:San Francisco