Bragt som kronik i Det Fri Aktuelt 9/8-91; Midtpunkt i Jyllandsposten 12/8-91.
Vil en hær af jyske lokalpolitikere og borgere være opmarcheret på Christiansborgs slotsplads onsdag d. 14. august?
Vil d. 14. august 1991 gå over i Danmarkshistorien som den dag, da Danmark faldt fra hinanden?
En kendsgerning er det i hvert fald, at på denne dag lyder det officielle startskud til et forløb, som kan blive ensbetydende med en helt ny udvikling i vort lands økonomiske, sociale og politiske historie.
Denne dag vedtager Folketinget den lov, som vil gøre Øresundsforbindelsen til en realitet - en realitet som kan få vidt- og dybtgående konsekvenser for vor fremtid.
Jeg skal senere vende tilbage til det realistiske i mine forestillinger om et jysk oprør.
Men med risiko for at overdramatisere vil jeg indledningsvis hævde, at Øresundsforbindelsens vedtagelse kan komme til at markere begyndelsen til enden på det kommunale og amtslige selvstyre, således som det har udviklet sig siden kommunalreformen i 1970.
Hvad vi med stor sandsynlighed vil se fremover, er en styrkelse af Folketinget på bekostning af kommunalbestyrelser og amtsråd.
Den politiske værdi, som afgørende bliver ofret med Øresundsforbindelsens etablering, er hensynet til den ligelige udvikling i landet.
I lands- og regionplanloven fra 1974 var eet af formålene med loven (#1.stk.1), "at landets areal- og naturressourcer udnyttes ud fra en samfundsmæssig helhedvurdering, herunder med henblik på at fremme en ligelig udvikling i landet."
I den nye lov, vedtaget d. 31/5 i år og med ikrafttræden pr. 1/1-92, er ovenstående formål blevet afløst af følgende (#1.stk. 2.1) "Loven tilsigter særlig, at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner."
Altså: "ligelig" udvikling er blevet til "hensigtsmæssig" udvikling.
Et af de særtræk, som har karakteriseret den danske (og til en vis grad den skandinaviske) velfærdsmodel, har netop været hensynet til landets ligelige udvikling.
Det har været en integreret del af den danske udviklingsmodel, i videst mulige udstrækning at tillade de forskellige regioner at udvikle evnen til selv at klare problemerne og den statslige lovgivning havde dette formål som udgangspunkt.
Den egentlige begyndelse blev taget med Steincke og Stauning i 1933. I forbindelse med Kanslergadeforliget og socialreformen fik socialdemokraterne gennemført den mellemkommunale udligning, en ordning som senere i 40'erne og 50'erne blev suppleret med den statslige dækning af kommunernes udgifter til f.eks. skolevæsen og infrastruktur (især veje). Denne automatiske dækning af udgifter blev med kommunalreformen af 1970 ændret til bloktilskud. Det kan hævdes, at her blev grundstenen lagt til den statslige undsigelse af ansvaret for den ligelige udvikling i landet, som nu er blevet knæsat i den nye planlægningslovgivning.
Virkningerne af denne ændring i kommunernes økonomi blev imidlertid overskygget af de beskæftigelses- og lokaliseringsmæssige konsekvenser af kommunalreformen. Etableringen af de større kommuner og amterne medførte en drastisk stigning i antallet af kommunalt og amtsligt personale, et personale som tilmed var højt uddannet. Det lokale selvstyre blev professionaliseret, hvilket i sig selv var ensbetydende med et velfærdsmæssigt løft udover det ganske land. Det er sikkert ikke helt galt at hævde, at det blandt andre faktorer var denne professionalisering af landets kommunal- og amtsstyre, som muliggjorde den kraftige industrialisering af Vestdanmark fra midten af 60'erne, især på bekostning af København.
Den afmatning, som dette kunne have betydet for København, blev i vid udstrækning opvejet af udviklingen indenfor nye produktioner baseret på avanceret teknologi og forskning og ikke mindst den voldsomme udvikling i serviceerhvervene.
I kraft af denne udvikling, her gengivet i sammentrængt form, har vi idag nået en situation, hvor vor høje velfærd og levestandard er jævnt fordelt i landet.
Det er imidlertid af meget stor betydning, at denne situation er kommet tilveje samtidig med og som et resultat af fremvæksten af en meget stor og politisk selvbevidst gruppe af lokalpolitikere, støttet og suppleret af en endnu større gruppe af lokale eksperter: teknikere, administratorer, specialister indenfor uddannelses- og sociale forhold, m.m.fl.
Det er denne magtfulde og relativt ressourcerige gruppe, mer eller mindre bakket op af deres respektive vælgere og politiske arbejdsgivere, som nu ser sig konfronteret med de nye landspolitiske signaler. Som må se landets statsminister gå utvetydigt ind for en massiv støtte til een bestemt del af landet, nemlig København og omegn, tilsyneladende ene og alene af den grund, at det er her man vurderer, at der overhovedet kan skabes yderligere udvikling.
Den ovenfor skitserede udvikling i det økonomiske forhold mellem stat og kommuner, indledt med bloktilskuddenes indførsel omkring 1970, stoppede ikke hermed.
Det er ikke urimeligt at hævde, at der, siden de borgerlige regeringers overtagen af landets politiske ledelse i 1982 er sket en gradvis stramning af kommuner og amters økonomiske bevægelsesfrihed. I takt med decentralisering og større autonomi til kommuner og amter, som de naturligvis har været glade for, er de blevet henvist til en stadigt større selvfinansiering af deres udgifter, dels gennem skatter, men især gennem forhøjelse af priser på deres serviceydelser til borgerne. Den voksende strid omkring kommunalfuldmagten skal forstås i denne sammenhæng.
Kommunerne ude i landet ved naturligvis udmærket,at den positive udvikling de har været inde i de sidste 40-50 år, i vid udstrækning skyldes den politik der er blevet ført af regeringen og folketinget, i kombination med en generel økonomisk vækst i vor del af verden.
Nu ser vi i bedste fald stagnation, i værste en nedgang i den internationale økonomi.
I akkurat denne situation oplever især de jyske lokalpolitikere, at stat, regering og folketing vender dem ryggen, ja ikke nok med det, man søger bevidst at koncentrere den fremtidige økonomiske udvikling i østdanmark. Det gøres naturligvis ikke så brutalt, som jeg her beskriver det og de vestdanske lokalpolitikere opfatter (endnu) ikke situationen helt så dramatisk. Regeringens og folketingets figenblad består i en teori om, at øget vækst i Københavns-regionen vil have en afsmittende virkning på forholdene ude omkring i landet. (En teori som ikke i alle tilfælde støttes af den nyere økonomiske og samfundsvidenskabelige forskning).
At denne vækstfilosofi har - omend nervøs - tilslutning blandt lokalpolitikere fremgik klart på det oprustningsmøde, som en gruppe nordvestdanske lokalpolitikere havde indkaldt til i Tinghallen i Viborg, Danmarks gamle hovedstad.
På USA's uafhængighedsdag d. 4. juli samledes i smeltende varme omkring 150 borgmestre, amts- og byrådspolitikere, mfl. fra mere end 50 amter og kommuner i Jylland. Formålet var at drøfte regeringens planer om udvikling af hovedstadsregionen.
I en pressemeddelelse udsendt før mødet beklagede man, at de jyske folketingspolitikere åbenbart ikke havde lyst til at deltage. Rent faktisk mødte kun en 9-10 stykker frem.
I et udkast til en resolution fra mødet hed det, at man med bekymring ser, at regering og folketing tror, at udvikling af hovedstadsregionen automatisk vil medføre udvikling i resten af landet og specielt i Jylland.
Men der var på ingen måde kritik af planerne om at styrke København, tværtimod: man gav direkte støtte til planerne for en stærk og dynamisk hovedstad. Til gengæld krævede man en samtidig vedtagelse af udbygningen af især det nord- og vestjyske vejnet, finansieret af statsmidler.
Når og hvis det viser sig, at dette ikke kan lade sig gøre indenfor nationens økonomi, vil vi så se det jyske oprør komme til fuldt udtryk? Og hvordan?
Formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester Thorkild Simonsen fra Århus har netop fremlagt et forslag til opdeling af landet i en øst- og en vestregion. Er det måden hvorpå Vestdanmark kan gøre sig mindre afhængig af stat, regering og folketing?