bragt som kronik i Det Fri Aktuelt 26. april 1994
Den kapitalistiske økonomi fortsætter med voksende fart sin træden i karakter. Mere tydeligt end nogensinde demonstreres det, at kapitalismen kun i en kort historisk periode (ca. 150 år) og kun tilsyneladende har været en økonomi for de mange; for hele samfundet; for slet ikke at at tale om den globale befolkning.
På den baggrund kan man godt undre sig over, at det stadigvæk er muligt at fremføre økonomiske ændringsforslag, hvis samfundsdestruktive konsekvenser vi kender (eller burde kende) til hudløshed. Og man kan ærgre sig over, at socialdemokratiet ikke giver udtryk for at have en blot nogenlunde konsistent holdning til, hvad det egentlig er, der er på spil i den globale kapitalisme. Havde dette været tilfældet, ville man ikke have indledt sig på det hasardspil det er, at love en hurtig og vedvarende nedsættelse af arbejdsløsheden. Og man kunne måske have undgået nogle af de (voksende) modsætningsforhold som vi ser udvikle sig i såvel partiet som fagbevægelsen.
I det følgende vil jeg beskæftige mig med to "løsninger" på arbejdsløshedsproblemet, som er meget dominerende i den løbende debat.
Den ene "løsning" siger: Sæt mindstelønninger, dagpenge og bistandsydelserne ned! Så skal arbejdsgiverne nok finde job til alle, der overhovedet gider tage hænderne op af lommen.
Den anden "løsning" er betydeligt mere raffineret: Den har indset, at lave lønninger i den højtudviklede kapitalisme ikke er sagen. Derfor er parolen, at der skal satses på højværdi-produktion.
Højværdi-produkter er varer og tjenesteydelser som kan indbringe en langt højere pris, end det har kostet at fremstille dem. Specialviden og højteknologi er forudsætninger herfor.
Ingen af de to "løsninger" vil, efter min mening, kunne afskaffe arbejdsløsheden. Med eksempler fra den seneste tids debat, vil jeg søge at underbygge min påstand.
Efter at Ritt Bjerregaard havde indkaldt til en konference om arbejdsløsheden, blev hun kritiseret i den borgerlige presse (Weekendavisen 25/3). Kritikken gik bl.a. på, at en sådan konference ikke kunne blive til andet end "en omgang løs snak", fordi den ikke skulle beskæftige sig med lønspørgsmålet, idet det ifølge WA akkurat forholder sig således, at "jo billigere arbejdskraften er, des mere vil den blive efterspurgt."
Men dette er jo ganske enkelt ikke i overensstemmelse med de største og vigtigste dele af den kapitalistiske virkelighed. I denne virkelighed har der nemlig udviklet sig en ny balance, mellem vort højtudviklede og meget store forbrug på den ene side, og de stadigt større og mere koncentrerede kapitalfraktioners behov for fortsat akkumulation på den anden. Denne ændrede balance har medført, at det kun er i situationer, hvor en ekstraordinært lav løn til relativt mange lavtforbrugende arbejdere kan danne basis for en produktion, at en kapitalinvestering og dermed arbejdspladsdannelse - vil finde sted.
Karakteristisk for en sådan produktion vil hyppigt være, at de pågældende produkter kun i meget begrænset omfang - om overhovedet noget - vil finde et marked hos de således beskæftigede arbejdere. De vil simpelthen ikke have råd til dem. Lavtlønsløsningen er således ikke et middel til at komme ud af arbejdsløsheden, men et symptom på kapitalens aktuelle måde at akkumulere på: fordi forbrugsstandarden blandt kapitalismens "kernetropper" er blevet drevet til de højder den er, så vil flere og flere blive unødvendige i produktionen, eller i bedste fald blive sat til at arbejde til lønninger, som vil holde dem ude fra deltagelse i det højtudviklede forbrug. Det meget omtalte økonomiske "opsving", som efter sigende er på vej, vil med al ønskelig tydelighed demonstrere dette.
Men hvad så med højværdi-produktionen?
Her forholder sig så heldigt, at i samme udgave af Weekendavisen tager Dansk Metals Hans Fluger afstand til lavtlønsløsningen. Han tager det for givet, at "vi kan ikke konkurrere på løn", underforstået på lavtløn. Han peger netop på, at vi er på vej ud af et system som kræver arbejdskraft, henimod et kapital- og vidensintensitivt system, hvor timelønnen er "rystende ligegyldig."
Han har indset, at den altdominerende kapitalakkumulation i stigende omfang vil ske gennem produktion af varer, tjenesteydelser etc. som enten produceres og/eller konsumeres af højtlønnede "arbejdere" og forbrugere.
Ja, det er da den vej det går, men Hans Fluger vil så ikke se i øjnene, at det samtidig får de uafvendelige følgevirkninger, jeg har omtalt ovenfor: flere udstødte, endnu flere mennesker på lavt leveniveau, større sociale spændinger.
Hans Flugers (og Dansk Metals) synspunkter på den økonomiske udvikling er i god overensstemmelse med de mere "progressive" økonomer i USA, såsom Michael Porter, Clintons arbejdsminister Robert Reich, m.fl. For disse økonomer ligger kapitalismens redning og fremtid netop i en satsning på den omtalte "højværdi"-produktion.
Hvad disse økonomer imidlertid ikke har kunnet dokumentere, endsige sandsynliggøre, det er hvorledes en blot tilnærmelsesvis fuld beskæftigelse skulle kunne etableres ved hjælp af en sådan højværdiproduktion. Hvis utopien om kapitalismens civiliserende og fremskridtsbringende evner og muligheder skal holde, så må det jo - i sidste ende og på et eller andet tidspunkt - være en fuld beskæftigelse på globalt plan, der må være endemålet.
At dette skulle kunne lade sig gøre på det materielle forbrugsniveau, som er nået i de dele af den kapitaliserede verden som vi tilhører, det er der endnu ingen, der har turdet påstå. De, der indtil videre har udtalt sig herom, er tværtimod sikre på, at det vil være en fysisk og økologisk umulighed.
Lavtlønsløsningen er også dukket op et sted, hvor man ikke ville have forventet det, hvilket må ses som et tegn på dens sejlivethed.
Men i dette tilfælde kommer dens ideologiske indhold stjerneklart frem.
Det er selveste formanden for den af regeringen nedsatte velfærdskommission, Harald Agerley, bestyrelsesformand for Danfoss, som mener at vi skal have gjort lønforskellene større, bl.a. ved at sænke mindstelønningerne. Dette har han udtalt til bladet "Arbejdslederen".
Ifølge Harald Agerley har Danmark siden århundredskiftet været verdens syvende rigeste land, men denne rigdom har vi fået fordelt helt forkert, hvilket viser sig ved at vor lønspredning er for lille. Nogle af de allerede højtlønnede skal have mere i posen og endnu flere skal ned på nogle lavere løntrin, end vi har i øjeblikket.
Dette har fået til resultat at "..skatterne er for høje til, at vi kan betale for den service, vi ønsker.." Den gruppe der betegnes med dette "vi" kan i sagens natur kun være dem med de højeste og de højere indtægter, som - måske og sandsynligvis i en del tilfælde - betaler mere i skat, end de får tilbage i samfundsydelser. Denne gruppe vil derfor gerne have en endnu højere løn, subsidiært betale mindre i skat, så de kan få råd til at købe nogle serviceydelser, som er forskellige fra eller bedre end dem samfundet tilbyder. Det er klar og forståelig tale, men det er svært at se, hvad den har med velfærd at skaffe.
Nu er velfærd og velfærd jo mange ting og der findes vidt forskellige opfattelser af dette fænomen i de kapitalistiske lande. Disse har alle uden undtagelse måttet regulere på markedsøkonomiens utilstrækkeligheder gennem en samfundsmæssig, statslig omfordeling, hvorfor de kaldes velfærdsstater.
USA er den velfærdsstat, som Harald Agerley er blevet inspireret mest af. Her har man i de senere år takket være nedsættelse af minimumslønningerne været i stand til at skabe yderligere beskæftigelse i størrelsesordenen ca. 1.5 - 2.0% af den samlede arbejdsstyrke, der p.t. andrager ca. 130 mio. mennesker.
Selv set gennem designersolbriller fra Ray Ban er denne merbeskæftigelse imidlertid blevet ledsaget af en så drastisk forværring af landets i forvejen store sociale problemer, at flere og flere kommentatorer i USA nu forudsiger og frygter omfattende samfundskonflikter og uroligheder. At denne situation også har ført til ændringer i politikken, herom vidner præsident Clintons - fortvivlede og endnu højst usikre - forsøg på at introducere en reform på sundhedsområdet, en reform som i vid udstrækning har hentet inspiration netop i vore skandinaviske modeller.
Vi kan sikkert lære en del af USA, selv om det nok er mindre end vi almindeligvis tror. Men de har intet at lære os, hvad velfærd angår. På det område kan - og bør - de lære af os.
Men hvis det gælder om at lære, hvorledes vi i Danmark bedst efterlever den globale kapitalismes stadigt stærkere tendens til lueforgyldning af et mindretal og udstødning og fattiggørelse af flere og flere samfundsborgere - først og fremmest gennem en kombination af lave lønninger og højværdiproduktion - så har Harald Agerley fundet sig det rigtige land at lære af. Og hvis det var det, der var målsætningen for den såkaldte velfærdskommissions arbejde, så har den utvivlsomt fået den rette formand.
Men kan dette være rigtigt? Hvad med de medlemmer af kommissionen - repræsentanter fra socialdemokratiet, fagbevægelsen og de dertil knyttede forskere - som i hvert fald indtil fornylig også havde samfundsmæssig lighed og solidaritet som målsætninger, hvad har de at sige til formand Agerleys revolutionerende velfærdsideologi?