Det skal være min indledende, uvidenskabelige påstand, at et sted mellem 80 og 90% af den danske befolkning IKKE har alvorlige levevilkårsmæssige problemer, som kan henføres til dårlig bykvalitet og/eller dårlig byplanlægning.
Hermed håber jeg at have stemt størstedelen af forsamlingen mildt.
Men når dette er sagt, så må det straks tilføjes, at der er tydelige tendenser i udviklingen, som peger på, at denne danske idyl er på vej til at krakelere.
Det er nogle af disse opdukkende krakeleringsmønstre, som jeg - bl.a. med udgangspunkt i den nu berømte Grønbog - vil beskæftige mig med en halv times tid.
Skulle jeg kvalificere min indledende bemærkning, så ville det naturligvis kræve, at jeg gjorde mere udførligt rede for, hvad jeg forstår ved ALVORLIGE levevilkårsmæssige problemer
Det vil jeg imidlertid ikke give mig i kast med, blot nævne at de omtalte 80-90% for eksempel:
IKKE er afskåret fra at finde et arbejde pga transportudgifter
IKKE bor i et område med en høj miljøbelastning
IKKE har lang afstand til butikker, service, institutioner og rekreative områder
At det forholder sig således skyldes en kombination af gunstige sociale, demografiske, økonomiske, geografiske m.m.fl. forhold.
Men det er også et resultat af en alt i alt rimeligt civiliseret tradition indenfor den fysiske planlægning.
Levede vi derfor i den bedste af alle verdener - hvad jeg desværre ikke kan hævde - så kunne det se ud som om det var en relativt overkommelig opgave vi havde foran os: nemlig at gennemføre forbedringer for de 10-20% af vore medborgere, som endnu må siges at have nogle rimelige krav på en forbedring af deres levevilkår og dagligliv.
Dette ville være ensbetydende med at vi endelig langt om længe kunne bryde med det såkaldte triage-princip, ifølge hvilket magthavere, bureaukrater og planlæggere deler borgerne og/eller byerne op i tre dele: en trediedel, som ikke behøver hjælp, en trediedel som man kan gøre noget for, og så den sidste trediedel, som man - i hvert fald indtil videre - må lade i stikken.
Som de fleste af jer forhåbentlig ved, så er dette princip nu på vej til at blive knæsat i fuld åbenhed indenfor socialsektoren.
I det følgende vil jeg prøve at afsøge EF's Grønbog for lignende tendenser, om ikke bevidst og åbent, så tendentielt og som en mer eller mindre logisk konsekvens af de eksplicit udtrykte synspunkter.
Først vil jeg imidlertid til mit eget formål opstille en speciel og mere specifik udgave af triage-princippet, idet jeg vil hævde at målsætninger for byudvikling og dermed byplanlægning kan vurderes på om de tilstræber
1) at forbedre situationen for allerede privilegerede grupper
2) at opretholde en form for status quo for disse grupper
3) eller om hensigten er at forbedre situationen for de stadigt underprivilegerede.
Man vil naturligvis kunne rive mig i næsen, at dette er en helt urimelig og forgrovet fremstilling af de meget komplekse og pluralistiske samfundsforhold, hvorunder vi lever og at der ikke med nødvendighed er nogen indre modsætning mellem de tre skitserede målsætninger, ja mange vil hævde, at den tredje kun kan opfyldes under den forudsætning, at de to første er blevet tilgodeset.
Jeg vil imidlertid ikke tage denne kritik alvorligt, men måske nok prøve at vurdere dens holdbarhed, når jeg kommer til konkrete eksempler på bud på byudviklingen.
I indledningen til Grønbogen hedder det:
"Byernes problemer er et forvarsel om en mere dybtliggende krise, som vil tvinge os til at gennemtænke de nuværende modeller for byernes struktur og udvikling." (s. 1)
Det der bliver Grønbogens problem, således som det iøvrigt også er Brundtland-rapportens, er, at der ikke gennemføres et tilstrækkeligt dybtgående forsøg på at indkredse, hvori denne krise består. Eller sagt mere ligeud: Der fremføres en situationsopfattelse, som direkte tilslører denne krises egentlige karakter. Det hedder således på s. 33 i et afsnit om "miljøforbedring kontra økonomisk vækst":
"Modsætningen mellem miljø og økonomi er imidlertid falsk, for på langt sigt er beskyttelsen af miljøets ressourcer et grundvilkår for en bæredygtig økonomisk vækst, som i sig selv kan bidrage til at forbedre miljøet."
Hvis den "økonomiske vækst" der her tænkes på er identisk med en klassisk kapitalistisk akkumulationsbetinget vækst, så vil jeg hævde, at den anførte vurdering er totalt fejlagtig.
I den forbindelse er det instruktivt at se på, hvilke kræfter i samfundet der er de dominerende, når det gælder byudvikling og byplanlægning.
Det er vist ingen overdrivelse at konstatere, at det er de store kapitalkoncentrationer, der er på spil. Den udvikling, som betød eenfamiliehusets og forstadsbebyggelsernes omkalfatring af by- og landskabsbilledet i kraft af mange enkeltmenneskers og -kapitalers beslutninger, den er slut.
Nu lever vi i de såkaldte mega-projekters tid. I hvilken udstrækning disse projekter lader sig planlægge, det har vi endnu tilgode at se. Det kan umiddelbart se ud som om det der karakteriserer disse projekter er, at de kun gennemføres delvist og/eller i stærkt modificeret form, afstemt efter ændringer eller udeblivende forudsætninger i markedsøkonomien.
Hvordan forholder Grønbogen sig til denne udvikling, og hvilke konsekvenser kan den få for dagliglivet for hhv. de privilegerede og de underprivilegerede?
Jeg vil ikke vove at påstå, at svaret på spørgsmål som disse står bøjet i neon i Grønbogen. Men nogle antydninger er mulige.
Således som det andetsteds er blevet fremhævet af generaldirektøren for EF's miljøkommission, L.J. Brinkhorst (Town & Country Planning, January 1991), så er det et overordnet synspunkt i Grønbogen, at et væsentligt bidrag til forbedring af byernes miljø skal ske gennem en nedbringning af transportbehovet, især naturligvis den del af det som bidrager til CO2-udslippet.
Dette mener man først og fremmest skal opnås gennem et stop for en yderligere flademæssig udbredelse af byarealer. Det vil sige, at eventuelle udvidelser skal ske indenfor de eksisterende bygrænser - på uudnyttede arealer hvor sådanne måtte forefindes, eller på arealer hvis hidtidige anvendelse af den ene eller den anden grund er ophørt.
Nu er der ikke megen grund til at tro, at de lokale politiske myndigheder uden videre følger disse anbefalinger. Men sættes de i forbindelse med den tendens mod mega-projekter, som jeg netop omtalte, så tegner der sig et billede.
Et billede som siger, at fremtidig byudvikling fremover først og fremmest vil ske i de byer, som har ledige eller potentielt ledige arealer i et sådant omfang, at disse mega-projekter kan forrente sig. For at dette skal være tilfældet kræver det, at der foretages nogle omfattende og relativt pålidelige økonomiske kalkuler, hvilket igen vil sige at planlægningen af disse projekter (og bydele) i vid udstrækning vil blive foretaget i privat regi med en efterfølgende offentlig blåstempling, som i mange tilfælde vil have karakter af "take it or leave it".
Hverken i teorien eller i praksis er der meget der tyder på, at disse projekter er orienteret mod den del af markedet, som kan have interesse for de underprivilegerede.
Derimod er der meget der tyder på, at de grupper der sigtes mod er dels de absolut overflodige, dels dem der kæmper for at opretholde deres levestandard.
Første gruppe får sine interesser tilgodeset gennem en satsning på kultur- og servicekonsum (af Fredric Jameson kaldt "forbrug af forbrug") i storbyernes kerner. Den anden gruppe sikres derved, at det i vidt omfang er dens pensionsmidler der satses i disse projekter, som derved i realiteten bliver en alderdomsforsikring for mange.
For det er jo nemlig sagen i en nøddeskal: byer er jo ikke blot leve- og bosteder for indbyggerne. De er også - og måske i stigende omfang - en profitkilde, et levebrød for store og ikke umiddelbart identificerbare grupper.
Sætter vi nu denne problematik ind i en dansk sammenhæng, så når vi til det resultat, at hovedparten af fremtidig by- og dermed formentlig også erhvervsudvikling vil ske i København. Dette vil få nogle konsekvenser for fordelingen af levevilkårene, konsekvenser som ikke alle behøver at være negative, men som det under alle omstændigheder bliver vanskeligt at tage højde for gennem planlægning.
Den af EF-kommissionen foreslåede strategi til nedbringning af CO2-udslippet kan også problematiseres. Det er ubetvivleligt at bilkørslen i byerne bidrager til luftforureningen på en måde, som dels gør tilværelsen for byernes indbyggere umiddelbart ubehagelig og sundhedsfarlig, dels yder sit bidrag til drivhuseffekten. Den første ulempe vil man naturligvis kunne få bugt med ved en begrænsning af CO2-udslippet i byerne. Derimod er det mere end tvivlsomt om man hvad det totale udslip - og dermed drivhuseffekten som helhed - opnår ved at koncentrere byvæksten i et antal metro- eller megalopoler. Det forbrugsniveau som byerne og deres indbyggere iøvrigt kræver og er udtryk for, vil jo fortsat kræve en betydelig - og måske voksende - trafik mellem byerne. Også hvad andre miljøeffekter angår (især i forbindelse med affalds- og spildevandsbehandling), er det mere end usikkert om satsningen på fortætning af de eksisterende storbyer er den heldigste løsning.
Men det er - som anført - en strategi som går bedst i spand med den tiltagende koncentration i finanssektoren og som dermed er sikret betydelig politisk opbakning fra de stærkere dele af de politiske systemer.
Dermed har jeg også antydet, at dagliglivet for borgerne kan blive påvirket i negativ retning, ikke blot p.g.a. ændringer i balancen mellem center og periferi, men også i form af mindskende politisk indflydelse på den samfundsmæssige styring af udviklingen.
Dette vil formentlig betyde, at den politiske styrke til sikring af nogle minimumsrettigheder for de underprivilegerede vil blive vanskeligere at mobilisere. En samfundssolidaritet som i forvejen er under ideologisk pres - jfr. mer eller mindre berettigede angreb mod velfærdsstats-ideologien - under økonomisk pres (jfr. de voksende krav om skattenedsættelser), denne solidaritet vil også kunne komme under et strukturelt pres, på grund af ændrede betingelser for den fysiske udvikling i by- og infrastruktur.
Grønbogen indeholder mange konstateringer og anbefalinger, som man kan være enig i og sympatisere med. Også forslag, som hvis de effektueres vil kunne bedre livskvaliteten i byerne på forskellig vis.
Jeg har i dette korte og spekulative oplæg valgt at fremmane konturerne af en bredere udviklingstendens, som ikke fremgår eksplicit af Grønbogen, men som godt - med lidt pessimistisk vilje og nøgtern skelen til andre forhold i udviklingen - kan læses ind i og ud af Grønbogen.