Anmeldelse til Social Kritik nr. 50, juli 1997 af
Niels Christie:
Kriminalitetskontrol som industri
- på vej mod Gulag, vestlig stil
Serien Vidvinkel
Hans Reitzels Forlag, København
I november 1984, dagen før Reagan blev genvalgt som USA's præsident, havde jeg en lang samtale med den nu afdøde Michael Harrington, de amerikanske socialisters leder og forfatter til den skelsættende bog fra 1963, The Other America - Poverty in the United States, en bog som formentlig mere end noget andet enkeltværk har været medvirkende til at afdække nogle fundamentale svagheder i den amerikanske samfundsmodel og som var den direkte baggrund for præsident Johnsons War on Poverty og den tilknyttede Economic Opportunity Act.
I løbet af interviewet fortalte Harrington, at den fattigdom han havde beskrevet i bogen fra 1963 nu var blevet afløst af en ny form for fattigdom og senere i 1984 udgav han da også en ny bog med titlen The New American Poverty. Den "nye" fattigdom som han dengang beskrev er den vi siden er kommet til at kende til næsten bevidstløshed og med deraf følgende afmagt i det meste af den gammelindustrialiserede verden: den som har ramt udøvere af gamle masseindustrierhverv, kvinder, etniske minoriteter, mentalt og fysisk svagtstillede medborgere, etc.
Kort sagt den fattigdom som er resultatet af velfærdsstatsprogrammernes manglende evne til at kunne og ville leve op til målsætningerne. Som Michael Harrington udtrykte det: "Under sådanne omstændigheder vil det være meget vanskeligt at få folk mobiliseret til fordel for de fattige, fordi alle mobiliserer for sig selv."
Inspireret af hans militærtekniske jargon - samt mit kendskab til den daværende samfundsudvikling iøvrigt - følte jeg mig derfor afslutningsvis foranlediget til at spørge, om han så tegn på at vi var på vej til hvad samfundsforskere havde betegnet som the garrison state - fortifikationssamfundet.
Hertil svarede han: "En økonom ved Brookings Instituttet, en ledende ekspert i produktivitet, har prøvet at kvantificere de summer som i USA bruges til sikkerhedsforanstaltninger. Det drejer sig om enorme beløb: der skal ansættes vagtpersonale i enhver forretning for at forhindre folk i at stjæle, alle de bedre beboelsesejendomme har vagtværn og TV-overvågning, så det koster os enorme beløb at opretholde al denne fattigdom."
I dag, 12-13 neo-liberale år senere, virker det derfor følgerigtigt, omend deprimerende, at den norske sociolog og kriminolog Niels Christie har kunnet udgive en bog med titlen Kriminalitetskontrol som industri hvori han på baggrund af en analyse af udviklingen i netop USA kan omtale "kriminalitet som en ubegrænset råvare for kriminalitetskontrol-industrien".
Christies bog udkom på engelsk i 1994 og er nu blevet oversat til dansk. I det korte forord til den danske 1996-udgave skitserer han de stærke forværringer og sanktionsskærpelser, især i Rusland og USA, som er sket i de forløbne kun 2 år og han konkluderer:
"Det må ende galt".
Personligt føler jeg trang til at korrigere: "Det er endt galt!" velvidende at dette er helt ude af trit med den altomfattende jubeloptimisme, som er blevet den eneste salonfæhige holdning blandt alle samfundets ledende mænd og kvinder, det være sig i politik, erhvervsliv og ikke mindst uddannelsessektoren.
Min accentuering her skal signalere, at der findes kritiske røster hist og pist, men de tilhører kun i særdeles få tilfælde medborgere på ledende poster. Og jubeloptimismen har bredt sig bedøvende langt ned i de meniges rækker.
Nu kunne man se en modsætning i at jeg her anmelder en stærkt kritisk bog skrevet af en i hvert fald ledende kriminolog og samfundsdebattør. Denne modsætning er imidlertid kun tilsyneladende. Selv kommer Niels Christie ind på dette forhold hen mod bogens slutning: "De af os, der arbejder tæt på det strafferetlige system, har et særligt ansvar, men ikke som eksperter. Som kriminolog føler jeg mere og mere, at min funktion minder meget om en boganmelders, eller en kunstkritikers. Manuskriptet hænger ikke sammen, det kan det aldrig gøre." (s. 195 )
Niels Christies bog er en bevidst kalejdoskopisk sammenstilling af deskriptive kriminalitetsstatistikker, generelle udviklingstendenser indenfor økonomi og samfundsadministration, suppleret med etiske overvejelser, hovedsageligt som civilisations- og modernitetskritik, men også med et stærkt element af kapitalismekritik.
En sådan tilgang leder ikke til jubeloptimisme. Den er skrevet i et letflydende sprog uden lange teoretiske udredninger og vil derfor kunne læses af enhver med blot den mindste interesse for samfundsudviklingen. Den egner sig fortrinligt til undervisning i gymnasier og universiteter.
På det mere deskriptive område konstateres det, at vi i Vesteuropa endnu har kunnet opretholde en vis rimelig balance i antallet af medborgere, som vi mener at måtte påføre lidelse i form af indespærring. På dette område er de store skræmmebilleder Rusland og USA og Christie frygter at disse landes eksempler kan virke afsmittende her i Europa.
I denne forbindelse - og af aktuel betydning - har han stor skepsis overfor den såkaldte Schengen Aftale, som ifølge Christie er indrettet på at skulle beskytte Fort Europa, Division Vest. Her omtaler Christie endnu et af de mange EU tiltag, som udvikler sig uden den større åbenhed og dermed opmærksomhed i forhold til borgerne i medlemslandene.
Bag Schengen-aftalen ligger et forberedende arbejde på inden- og udenrigsministerniveau i EU i en såkaldt TREVI-gruppe, hvor disse bogstaver står for terrorisme, radikalisme, ekstremisme og vold. "Måske vil Vesteuropa i en vis tid fremover være i stand til at fastholde et relativt lavt antal indsatte ved at holde det, der opfattes som de farligste elementer, uden for denne sammenslutning af velhavende samfund. Måske kan Vesteuropa et stykke tid bevares som en velfærdsø ved at lukke de fattige ude, i stedet for at placere dem i fæstningens fængsler." (s. 71)
Men iøvrigt viser Christie hvorledes der er en sammenhæng mellem økonomisk politik og kriminalitetsbekæmpelse. Mange indsatte betyder mange fængsler og mange ansatte til at passe på dem. Der skabes forbrugsmuligheder for et stort befolkningssegment, som betyder meget for økonomien, især i bestemte lokalsamfund.
Denne form for "forsørgelse" må især i de vesteuropæiske samfund "konkurrere" med andre og mere humanistisk orienterede systemer, byggende på ydelse og administration af dagpenge og andre overførselsindkomster. Det er imidlertid et problem ved de sidstnævnte former, at modtagerne kan benytte de tildelte midler på individuelle og mange gange uhensigtsmæssige måder, f.eks. til narko eller alkohol.
"Fængsler løser dette problem. Den materielle standard i nogle af de nye fængsler [i USA] er ufattelig høj. Men forbruget er under total kontrol, en ultimativ løsning på industrialiseringens ældgamle problem. Den potentielt farlige del af befolkningen fjernes og anbringes under fuldstændig kontrol som råmateriale for dele af det selvsamme industrielle kompleks, der gjorde dem overflødige og arbejdsløse uden for murene. Råmateriale for kontrol, eller, om man vil, tvangsforbrugere af kontrolindustriens tjenesteydelser." (s. 123)
På disse områder er der ifølge Christie i vid udstrækning tale om samfundsmæssige valg, selv om dette ikke altid er resultat af åbne drøftelser og beslutninger at typen: "Hvad foretrækker vi - mennesker i fængsel eller mennesker på bistand?"
Den effektivisering og modernisering af retsmaskinerierne og -systemerne som har fundet sted i den vestlige verden ser Christie som en medvirkende årsag til de uheldige tendenser på området.
"Tilpasningen kan også aflæses at retssystemets output. Produktionen går hurtigere, og med en meget mindre indsats kan der dømmes mange flere mennesker end før." (s. 157)
Dette er bl.a. sket ved at der er fastsat faste straframmer for præcist definerede former for forbrydelser, bl.a. med brug af et pointsystem som kan tage højde for hhv. formildende og skærpende omstændigheder. At være dommer bliver i stigende grad et spørgsmål om at kunne slå op i en køreplan eller en facitliste, mere end om at udøve et skøn som et menneske (udpeget af samfundet) overfor et andet (lovbryderen). Her knytter Christie an til Zygmunt Baumans modernitetskritik i bogen Modernitet og Holocaust i hvilken det hævdes, at Hitlers udryddelseslejre var et produkt af industrialiseringen
"...ét produkt blandt flere i en kombination af tankemønstre, social organisering og tekniske redskaber. Min påstand går ud på, at fængselssystemet i USA bevæger sig hastigt i samme retning. Det er også højst sandsynligt, at denne tendens vil brede sig til andre industrialiserede lande, især Vesteuropa." (s. 174)
I denne sammenhæng knytter Christie an til rummet på en måde som demonstrerer hvorledes hans overvejelser om kriminalitetsbekæmpelse hænger snævert sammen med det område som jeg selv gennem min forskning søger at få et indblik i, nemlig de aktuelle forsøg på at etablere et fælles rumligt og fysisk planlægningssystem i EU.
Han siger: "Hitler rensede racen og så et behov for Lebensraum. De superindustrialiserede stater har de to problemer, vi allerede har peget på: for det første at finde lebensraum til deres produkter; for det andet at finde en løsning angående dem, der ikke længere er nødvendige, nu hvor maskinerne bliver stadig mere effektive." (s. 176)
Disse to problemer er på det nydeligste og det mest modsætningsfulde repræsenteret i målsætningerne for EU's regionalpolitik, nemlig på samme tid at skabe øget konkurrenceevne OG social samhørighed. I bund og grund drejer det sig om, hvor i rummet vi vil have de farlige klasser, dvs. dem der udgør en trussel for de pæne borgere: vil vi have dem i fængsler, i ghettoer i byerne, eller ude i de mer eller mindre afsondrede landdistrikter? Her får fysisk planlægning og kriminalitetsbekæmpelse lige pludselig fælles berøringsflader.
Også den omsiggribende privatisering af hidtil offentlige aktivitetsområder, herunder kriminalitetsbekæmpelsen, behandles af Christie. Her opstilles klart dilemmaet mellem på den ene side "landsbydomstolen", den lokale retsudøvelse og -håndhævelse, præget af lokale sym- og antipatier og derfor udtryk for een form for "retfærdighed" , og på den anden side den repræsentative eller den uafhængige domstol, hvor den tilstræbt neutrale og overordnede samfundskontrol finder sted efter een gang fastlagte retfærdighedskriterier, og hvis afgørelser derfor i princippet kan varetages af private entreprenører efter præcist beskrevne retningslinier og mod passende betaling.
Men hvor også den sociale produktion af moralsk ligegyldighed - Christie henviser her til Zygmunt Bauman - får de optimale vækstbetingelser. Men Christie ser også problemerne med landsbydomstolen og her bliver han igen direkte relevant for alle der beskæftiger sig med udviklingen i EU, hvor ret så uklare forestillinger om "subsidiaritet" i tide og utide føres frem af især lokalpolitikere, som slår på at subsidiaritet betyder at beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt, dvs. af disse lokalpolitikere selv.
I sin kommentar til den tænkte landsbydomstol tilføjer Christie her køligt: "I vores type samfund betyder det at være tæt på befolkningen...blot at være tæt på et udsnit af denne befolkning." (s. 152)
Christies bog er så rig på detaljer fra mange landes, især Ruslands og USA's, forhold på kriminalitetsbekæmpelsens område, at de fleste mennesker som er beskæftiget indenfor forskning, politik og administration vil kunne nikke genkendende til andre af bogens eksempler. Således når det gælder informationsteknologi og dennes stadigt tættere integration i menneske- og samfundskroppen.
Fængsling i eget hjem er derved blevet en (billig?) mulighed og for at det ikke skal blive alt for hyggeligt, så sælges der i USA i stort antal telefoner til installering hos disse "hjemmefængslede" som ved uvarslede kontrolopringninger kan afsløre om den "indsatte" har nydt spiritus, hvad naturligvis ikke kan tillades under en periode af samfundspåført lidelse i form af frihedsberøvelse.
Men der er også mere "uskyldige" eksempler på hvorledes den instrumentelle rationalitet på en lang række områder er medvirkende til at lamme de etiske og moralske impulser i vor humanitet.
Som universitetsansat kan det heller ikke undgå at give anledning til bitter genkendelse når Christie sammenligner holdninger bag hhv. universitets- og domstolsaktivitet. "Universiteter kan ikke drives som fabrikker (selvom nogle rektorer forsøger sig) uden at fantasien og den kritiske sans bliver svækket. På samme måde kan domstole ikke fungere som instrumentelle værktøjer for management uden at miste det stærkeste redskab til beskyttelse af værdier: at lægge dem frem, vurdere dem indbyrdes, og sørge for at ensidige målsætninger til fordel for bestemte interesser ikke tillægges urimelig vægt i den store sammenhæng." (s. 191)
Jeg kunne her komme med talrige citater fra programerklæringer etc., skrevet af institutbestyrere, dekaner og rektor fra mit eget universitet, som mere end bekræfter at denne management-tænkning efterhånden har taget totalt over. Vel at mærke med et stort flertal af de ansattes indforståelse og aktive medvirken - heri består måske det mest uhyggelige.
Jeg sagde indledningsvis, at Niels Christies bog er kalejdoskopisk, hvilket kunne lyde som en slet skjult kritik. Det forholder sig omvendt. Jo mere jeg beskæftiger mig med den akademiske vidensproduktion styrkes jeg i min overbevisning, at de mange teoretisk indsnævrede og specialiserede samfundsanalyser som er blevet hovedreglen på dette felt er en integreret del af det problemkompleks, som stiller sig hindrende i vejen for en begyndende løsning på problemerne.
Og i flere og flere tilfælde forholder det sig endog således, at den akademiske virksomhed direkte er rettet mod en udvikling som set i et kritisk perspektiv kan siges at bidrage til en forværring af vor situation. Her tænker jeg primært på hvorledes det at kunne bidrage til økonomisk vækst (eller en relateret udvikling) næsten altid er med som en målsætning i enhver ansøgning om midler til samfundsforskning.
I denne deprimerende situation ligger der et lille håb i den kendsgerning, at enkelte allerede veletablerede forskere med en vis lydhørhed tager det på sig at skrive de kalejdoskopiske virkelighedsanalyser, som ikke systematisk udelader de sorte og mørke farver og dermed alene kan lade os ane dybden og alvoren i de problemer vi står overfor som mennesker og som civilisation. Så må vi lære at leve med den erkendelse, som også er Niels Christies:
"Der er ingen særlige grunde til at være optimist. Der er ikke nogen nem udvej, ingen recept på en fremtid, hvor det værste ikke vil blive til virkelighed. Jeg arbejder med ord, og har ikke andet end ord at byde på: ord, forsøg på at klargøre den situation, vi befinder os i, forsøg på at synliggøre nogle af de værdier, der skubbes til side i de seneste års hektiske forsøg på at tilpasse sig krav, der er oppe i tiden." (s. 184)
Maj/juni 1997