Arkitektur og magt

"Opløs alle fællesskaber!" synes at have været arkitekternes motto. Hele komplekset fladet ud i een etage, maksimering af afstande såvel indenfor den enkelte bygning som mellem disse. Når byggeriet er færdigt, vil vi få lige så langt til administrationen, som vi øjeblikket har til Amtsgården.

Efter planerne ser det ud til, at der i det administrative center og Datacentret skal være bygninger med både 2 og 3 etager. Arkitekterne ved nok, hvad de gør. Magten kan man ikke sådan flade ud i landskabet, magthaverne og deres tropper har brug for at stå tæt sammen - se blot på de store kapitalistiske byer med deres magtcentre som på lang afstand tydeligt tegner deres profiler mod himlen, og som tæt på fuldstændigt behersker de små væsener, som myldrer rundt imellem og i dem.

Arkitekturen griber ind i vores adfærd i vores styrende organer. Når vi kommer til møderne i råd og nævn, så kommer vi fra vores kontor, hyppigt placeret et tilfældigt sted i den flade struktur, et sted karakteriseret ved lav intensitet og lille kontakthyppighed.

Vi kommer ikke med en politisk ladning i ryggen i form af kollegers og studerendes bombardering af vores bevidstheder siden sidste møde. Er man så heldig at sidde i et råd eller et udvalg med en, som man også deler fysisk placering med, ja så er der basis for en hel lille fraktion i det pågældende organ.

Ellers kæmper man (hvis man kan kalde det det) i ensom majestæt, og hvis man ikke er god til at ramme den sagligt-bureaukratiske jargon,så føler man sig ofte en smule afvigende, måske lettere sindsforvirret.

Karakteristisk for de beslutninger der tages i sådanne situationer er, at de næsten synes at tage sig selv, uden at vi der sidder rundt om bordet behøver at gøre ret meget. Ofte kommer man til møderne med den fornemmelse, at beslutningerne sådan set er truffet, nu skal de blot konfirmeres. Dette er ikke ment som en kritik, blot som en forsøgsvis konstatering.

Rektorposten

Lad mig som eksempel tage rektorposten. Det lykkedes at få valgt Casper på et tidspunkt da centrets udfladning endnu ikke var total. Der resterede stadig lidt af den gamle intensitet fra tilværelsen inde i byen. Men i dag?

Med den spredning der nu er blevet i tropperne, har man næsten ikke fantasi til at forestille sig, hvordan det et eller andet sted i systemet skulle blive muligt for en eventuel alternativ rektorkandidat at markere og profilere sig på en sådan måde, at der ville kunne opstå en tilstrækkelig bred opbakning bag vedkommende.

Derfor kan Casper formentlig sidde så længe i stolen, som han nu selv synes, medmindre han skulle gå hen og begå en eller anden kæmpebrøler. Men så snedigt er systemet indrettet, at kæmpebrølere næsten pr. definition er udelukket.

Små svipsere hist og her med lokale konsekvenser, javist. Men de trænger ikke igennem til overfladen og får heller ikke mulighed for at akkumulere på grund af den flade, atomiserede struktur vi arbejder i. Et eventuelt rektorskifte kan man næsten kun forestille sig som en indbyrdes bytten rundt på pladserne i konsistorium, formentlig med en eller anden rotationsmotivation som væsentligste begrundelse.

Postmodernisme?

Efter sigende er AUC-arkitekterne en slags repræsentanter for post-modernismen. Derfor nogle få ord til belysning af post-modernismen i nogle af dens aspekter.

I Institut for Uddannelse og Socialiserings tidsskrift Gløder (Nr. 4, 1984) har Sigurd Kværndrup i en glimrende oversigtsartikel vist, hvorledes modernitetn har sat sig igennem historisk.

De ikke-kumulative processer i individers og samfunds liv, de processer som knytter sig til bevidstheden, følelserne, de nære relationer til de andre, som i hovedsagen forbliver grundlæggende de samme over tid, disse processer er med modernitetens opkomst blevet trængt tilbage og underordnet de kumulative processer. Disse er de processer som i kraft af logisk og abstraherende tænkning og deraf afledt samfundsmæssig virksomhed så at sige materialiserer områder af menneskelig aktivitet og lægger den ud i omverdenen, hvor de dels giver mulighed for ny civilisatoriske fremskridt, dels lægger nogle stadigt strammere rammer for de ikke-kumulative processers mere spontane og ikke-rationale tilskyndelser.

De kumulative processer kan materialisere sig såvel fysisk, i form af blandt meget andet byer og arkitektur, som idealt, i form af teorier, ideologier med mere.

Fysisk har moderniteten ført til funktionalisme, avant-gardisme og rationalisme i arkitektur og byplanlægning.

Idealt har vi fået samfundsteorier og ideologier som søgte at begribe samfundet uder eet overordnet princip, enten dette skete relativt fordækt, som i den kapitalistiske markeds- og pengeideologi, eller i forskellige mere eller mindre marxistiske forestillinger om det kommunistiske samfund.

Post-modernismen kan vel betegnes som en slags modreaktion på dette moderne projekt. Men om der reelt med denne er indvarslet en mere lykkelig mixning af de kumulative og de ikke-kumulative processer, det kan betvivles, hvilket min nærværende kritik af AUC's arkitektur da også er et beskedent forsøg på

Frederic Jameson

Ifølge Frederic Jameson (1984) er post-moderniteten karakteriseret ved en ny "dybdeløshed": tidens motto "anything goes" synes at medføre forkastelse af tidligere værdier. Om det så er sproget, synes det at få sit eget liv, uden dybere relation til en levet virkelighed. Dybe følelser gøres omend ikke direkte suspekte, så dog i allerhøjeste grad besværlige at administrere, de ikke-kumulative erotiske processer får deres sexistiske,kumulative udtryk i Eros-centre og forestillinger om "the zipless fuck". (På nogle af disse områder har jeg svært ved at se, om der er tale om en egentlig reaktion mod moderniteten, eller om der ikke blot er tale om dennes logiske videreudvikling).

I sin artikel omtaler Jameson et post-modernistisk hotel i Los Angeles, "Bonaventura". Karakteristisk for denne bygning, hvis arkitekt er John Portman, er, at den prøver at blive en by i byen, men uden at ville ændre på de omgivelser, som bygningen er en del af.

Hvor modernismen og avant-gardismen havde så at sige samfundsopdragende intentioner, der synes post-modernismen at sige: alt det gamle kan vel være godt nok, men vi behøver det ikke længere, lad det ligge.

Jameson kan derfor i en analyse af f.eks. indgangsforholdene til Bonaventura sige, at ideelt skulle der ikke være nogen, for i og med at der er en indgang, så er man altså knyttet til noget udenfor. Derfor er indgangene lagt således, at man faktisk skal kendebygningen indefra, før man kan finde den rette indgang, af hvilke der iøvrigt kun er tre.

Et særligt problem er de mange butikker, som er placeret inde i bygningen. De er placeret på en sådan måde, at de er meget vanskelige at finde, og selv hvis man har været i en butik een gang, er det meget vanskeligt, siden at finde den igen.

Jameson taler på denne baggrund om, at vi kan se de fysiske baner ("trajectories"), som individerne må følge gennem sådanne bygninger, som nogle dynamiske forløb og fortællende skemaer ("narrative paradigms"), som de besøgende fuldfører med deres egne kroppe. Og han konkluderer:

"...denne nyeste mutation i rummet - det postmoderne hyperrum - har endelig fået held til at overskride den menneskelige krops evne til at lokalisere sig selv, til at organisere dens umiddelbare omgivelser gennem sanserne, og kognitivt kortlægge sin placeringi en ydre verden, som ville kunne kortlægges...denne alarmerende adskillelse mellem kroppen og dens bebyggede omgivelser...kan i sig selv stå som symbol og analogi for det endnu større dilemma, nemlig vore bevidstheders manglende evne til, i det mindste i øjeblikket, at kortlægge det store globale multinationale og decentrerede kommunikationsnetværk,i hvilket vi ser os selv fanget som enkelte subjekter." s. 83-84 - min oversættelse.

Hvor Jameson forekommer mig meget stærk i analysen, som jeg her har citeret spredt og brudt, er hans konklusion mindre overbevisende. Han plæderer for etableringen af en æstetik for kognitiv kortlægning, "en pædagogisk politisk kultur som søger at forlene det individuelle subjekt med en ny forstærket sans for dets placering i det globale system",en lidt for idealistisk præget målsætning, synes det mig.

Manuel Castells

Fra et noget andet udgangspunkt kommer Manuel Castells i sin bog The City and the Grass-Roots ind på tilsvarende tanker. I afsnit 31 (s. 311-18) skriver han bl.a.om forholdet mellem det civile samfund og det politiske system, imellem hvilke der eksisterer en voksende kløft:

"Den nye kapitalistiske, teknokratiske elite tilstræber en stat uden grænser, territorier, begrænsninger.......Denne ny form for oplyst despotisme ønsker en ikke-lokaliseret verdensorden, hvor borgernes repræsentation på basis af deres tilhørsforhold til deres byer skal afløses af videnskontrollører, som anlægger et bredere syn på denne klodes problemer fra en rumkapsels tæppebelagte konferencerum." (s. 317 - min oversættelse)

Hvad med os?

Kan vi på AUC nikke genkendende til nogle af disse beskrivelser af de rumlige strukturers opløsende tendenser? Jeg mener at svaret må være et klart ja, og næste spørgsmål der derfor kan stilles, er:

Kan der overhovedet gøres oprør eller handles samfundsmæssigt målrettet og kreativt ud af AUC's bygninger?

Da nogle af os i 1975 eller 76 besøgte Bremens universitet slog det mig, hvorledes det i sin fysiske udformning mindede om en gammel slotsfæstning. Højt og fritliggende på flad, åben mark, med masser af muligheder for at forskanse sig mod en eventuel fjende i omverdenen, en fysisk fremtræden som sikkert ikke kan undgå at påvirke de individer, der færdes et sådant sted.

Men AUC?

Da vi flyttede ind her i Sdr. Tranders muntrede vi os lidt over de mange dejlige sten, som lå som belejligt kasteskyts lige uden for vore egne vinduer. Men vi muntrede os helt uden grund. Usynliggjorte for os selv og omverdenen, integreret i en ikke-eksisterende bydel, med hundredvis af ind- og udgange så man aldrig rigtigt ved, om man er inde eller ude. I en sådan struktur kan oprørske tanker i bedste fald ejakuleres, men det moderskød og den livmoder, som skulle opfange dem og lade demvokse til et smukt lille oprør, de findes ikke. Bliver der smidt med de sten bliver det sandsynligvis mod os selv, af os selv.

I stedet for et dynamisk universitetscentrum er vi blevet en flad pandekage. Men en pandekage som fortæres og diskuteres med stor vellyst i Aalborg og omegns post-moderne cafe-miljøer, tæppebelagte direktionskantiner m.m.

Referencer:

Bookchin,Murray (1980): Towards an Ecological Society Montreal