En i sig selv ubetydelig tildragelse medførte, at den nordjyske befolkning som i et glimt fik lov at ane nogle mulige konsekvenser af de store globale strukturændringer, som er under udvikling i den internationale økonomi.
Det var vist noget med et firma, som skulle have svært ved at skaffe en kvalificeret leder op til vor dejlige landsdel.
Spøgelset blev imidlertid hurtigt manet i jorden. En række af tilflyttede eksperter blev mobiliseret i aviser, radio og TV, hvor de kunne berolige lokalbefolkningen: Nordjylland er et dejligt sted at være: Herlig natur, et stort kulturelt udbud, en pragtfuld natur, flinke og sympatiske mennesker - og så naturligvis den storslåede natur.
Hvad disse udmærkede mennesker "glemte" eller undlod at fortælle var følgende: for deres eget vedkommende omgås de næsten udelukkende andre eksperter, hvoraf de fleste lokale ligeledes er tilflyttere. Men mange af deres kolleger og samarbejdspartnere holder til andre steder i Danmark, eller sågar i udlandet. Så en stor del af deres arbejds- og fritid tilbringer de på arbejdspladsbetalte rejser væk fra Nordjylland. Desuden er deres jobmarked på ingen måde begrænset til vort lille område heroppe. De har bedre muligheder end de fleste muligheder for at skifte til et job et andet sted i Danmark (verden). Men deres p.t. beskæftigelse heroppe er direkte afhængig eller dikteret af at staten og kapitalen fortsat finder det umagen værd, at opretholde et vist omfang af aktivitet i denne del af verden. Derfor er det en del af deres opgave, at berolige de gæve nordjyder, når mørke skyer anes over horisonten.
En sådan beroligelse vil som oftest indebære, at dele af sandheden stikkes under stolen. Der gøres således ikke meget ud af den kendsgerning, at den statslige politik i de sidste 5-6 år har ændret sig til en ensidig indsats for hovedstadområdet. Målsætningen om en "ligelig" udvikling af landet er forsvundet ud af den nye planlov, som trådte i kraft 1. januar 1992. Nu skal landets udvikling være "hensigtsmæssig".
Hensigtsmæssig udvikling indenfor den europæiske union er defineret som styrkelse og satsning på storbysamfundene. 60'erne og 70'ernes egnsudviklingspolitik havde som målsætning den ligelige udvikling af landet, men det var kommunalreformen i 1970, Vestjyllands industrialisering samt velfærdsstatens udbygning, som blev de væsentligste medvirkende årsager til, at vi rent faktisk fik ligelige leve- og arbejdsvilkår over hele landet. Dette skete til en vis grad på bekostning af udviklingen i København, men også kun til en vis grad. Netop på grund af den dynamik, der knytter sig til en millionby, kunne der ske en omstilling fra industri til servicevirksomhed. Dette har imidlertid ikke været nok til at imødegå de storbyproblemer, som kendetegner udviklingen overalt i Europa: fattiggørelse, marginalisering og ghettoproblemer.
De optræder i København i betydeligt mindre omfang end i byer som London, Paris, Manchester, Liverpool, m.m.fl. - men de er der.
Storebæltsforliget, som indebar bygningen af de to motorveje til Frederikshavn og Hirtshals, blev indgået før ændringen i den statslige politik til en satsning på hovedstadsområdet, sådan som vi har set den udtrykt i beslutningen om Øresundsforbindelsen, Ørestaden og - fra småtingsafdelingen - sagen om EU's miljøagentur, som naturligvis måtte komme til at ligge på Kgs. Nytorv og ikke på en mark i udkanten af Roskilde.
Denne ændrede statslige politik er en del af forklaringen på, at staten gerne vil have ændret beslutningen om de to motorveje. Her ligger så den ironi, at dette formentlig under alle omstændigheder ville være en samfundsmæssig fornuftig beslutning, men fordi de nordjyske politikere har måttet støtte den mildest talt usikre satsning på en Øresundsforbindelse og en Ørestad, så klynger de sig nu stædigt til en forældet beslutning om kæmpeinvesteringer i motorveje i vort relativt tyndtbefolkede område.
Hvad er det da vore kære eksperter holder skjult for os, når de tegner en lysende fremtid for Nordjylland?
Det er blandt andet de mange udviklingstegn i den globale økonomi, som peger i retning af en stadigt større koncentration af de vigtigste produktioner og servicefunktioner på færre og færre steder, i og omkring de meget store bysamfund. Det er en stadigt svindende betydning af primærerhverv som landbrug og fiskeri samt basale industriprodukter - kort sagt de aktiviteter som dækker vore umiddelbare behov for føde, klæder og husly.
Den udvikling vil med stor sandsynlighed på længere sigt føre til drastiske ændringer i den geografiske fordeling af befolkningerne, blandt andet i Danmark. En affolkning af Nordjylland er i allerhøjeste grad en mulighed.
Skal denne udvikling foregå uden alt for store menneskelige omkostninger, så er det bydende nødvendigt, at vi begynder at forholde os til alle dens aspekter.
Vi kan ikke nøjes med eksperternes beroligende ord.Ib Jørgensen Marts 1994