* bragt i Information d. 19. april 1991
"Et spøgelse hjemsøger Østeuropa: et spøgelse som i Vesten kaldes "protest" ("dissent")".
Således indleder Vaclav Havel sit nu vidt berømte og citerede essay "De magtesløses magt".
I oktober 1990 deltog jeg i en konference i Tjekkoslovakiet, hvis emne var de politiske styringsproblemer under landets forestående overgang til en eller anden form for markedsøkonomi. Ved den lejlighed tog jeg meget naturligt mit udgangspunkt i bl.a. Vaclav Havel - som nu var avanceret fra fængslet dis- til fejret præ-sident. Jeg arbejdede videre med Havels parafrase over gamle Marx og erklærede:
"Hvis der er et spøgelse, der hjemsøger den globale økonomi, er det det Uhæmmede Forbrugs spøgelse."
Med begge ben solidt plantet i Havels tekster, gjorde jeg mig til talsmand for det synspunkt, at ved den forestående sammensmeltning af de to økonomiske systemer, kommandoøkonomien i øst og den kapitalistiske markedsøkonomi i vest, måtte udgangspunktet være en analyse af såvel de stærke som de svage sider ved de to systemer, samt at det i en overgangssituation præget af stor usikkerhed måtte være vigtigt, at få især svaghederne frem i det åbne. Dette kan naturligvis ikke gøres kort, men den tyske sociolog Claus Offe har givet et bud, som jeg finder meget betegnende:
"I de vesteuropæiske demokratier er mikro-planlægningen af produktion og forbrug forbundet med et nationaløkonomisk makro-anarki, medens den realsocialistiske makro-planlægning er ude af stand til at bringe mikro-anarkiet indenfor produktion og forbrug under kontrol. Resultatet er uløste styringsproblemer i vest, en graverende tilbagestående produktion i øst." (DIE ZEIT - 8/12-89)
I begge systemer er der tale om et uhensigtsmæssigt forhold imellem på den ene side staten, politikken, dvs. styringen af samfundslivet og på den anden side samfundets reproduktive funktioner, produktion og forbrug.
I den sammenhæng mente - og mener - jeg, at vi i vest må have en forpligtelse til at forsyne vore "nye" samarbejdspartnere i øst med en kritisk fremstilling af den kapitalistiske markedsøkonomi og de mange forskellige måder hvorpå den samspiller med vore politiske systemer. Den fælles målsætning kunne være en styrket analyse af mulighederne i den uhåndterlige størrelse, som i den vestlige samfundsvidenskab er blevet betegnet som "det civile samfund". Er det muligt at forestille sig et "sted" i samfundet, ud fra hvilket samfundsmedlemmerne kan forholde sig kritisk og reflekterende til såvel stat som marked? Men dette forudsætter jo, at markedet slet ikke er den saliggørende mekanisme, som mange vil gøre det til.
Her var jeg i den heldige position, at jeg med udgangspunkt i en analyse af amerikaneren Fredric Jameson, mente at kunne påvise ret præcise paralleller mellem dennes kritik af det vestlige, kapitalistiske markedssamfund og Vaclav Havels beskrivelse af det post-totalitære tjekkoslovakiske samfund.
Det er væsentligt i denne forbindelse at forstå, hvad Havel mener med post-totalitært. Det er en alment accepteret kendsgerning, at Tjekkoslovakiet måske er det af de østeuropæiske lande, der er kommet gennem den sovjettiske undertrykkelse på den mest "afbalancerede" måde. Den materielle levestandard har været relativt høj og rimeligt ligeligt fordelt. Prisen herfor har været en flugt ind i privatheden, en given afkald på at blande sig i det totalitære styres overordnede beslutninger for nationen som helhed. Det er denne "evne" eller "vilje" til at tage undertrykkelsen på sig, som Vaclac Havel betegner som den post-totalitære tilstand, og som han beskæftiger sig med i essayet om de magtesløses magt. De alternative reaktionsmuligheder på denne flugt ind i det private ville enten kræve en opslutning bag et forhadt politisk system, eller et eksistenstruende oprør mod samme.
I lighed med Jürgen Habermas konstaterer Vaclac Havel eksistensen af såvel en system- som en livsverden. Men Havel gør det på radikalt andre filosofiske og erkendelsesteoretiske præmisser end Habermas, og derfor med radikalt anderledes konsekvenser og handlingsvejledninger.
Iflg. Havel er der et gabende svælg mellem det post-totalitære systems og livets målsætninger. Livets princip er pluralitet, forskellighed, uafhængig selv-dannelse og selv-organisering, dvs. udfyldningen af den frihed, som er livets egen. Det post-totalitære system kræver konformitet, ensartethed og disciplin. Om konfliktlinien mellem disse to systemer siger Havel noget helt afgørende:
"I det post-totalitære system gennemskærer denne linie rent faktisk det enkelte individ, for enhver er på sin egen måde såvel offer for, som en støtte under systemet. Det vi forstår ved systemet er derfor ikke en samfundsmæssig orden, som een gruppe påtvinger en anden, men nærmere noget som gennemsyrer hele samfundet og er med til at forme det, noget som kan synes umuligt at forstå eller definere (fordi det forekommer som et blot princip), men som udtrykkes af hele samfundet som et vigtigt aspekt ved dets liv."
Dette princip er naturligvis underkastelsen under det politiske systems diktatur, man lader sig undertrykke af statsmagten. Vaclac Havel sætter også fingeren på det ømme punkt, hvorfor man gør det: den vidt udbredte evne til at leve i løgnen og lade sig modstandsløst underordne det selvkørende samfunds totalitet hænger sammen med "...den almindelige uvilje blandt forbrugsorienterede mennesker til at ofre en del af deres materielle tryghed til fordel for deres egen mentale og moralske integritet."
Her knytter han umisforståeligt en forbindelse mellem det materielle forbrugs ideologiske og bevidsthedsformende aspekter og det er netop på denne basis, det efter min mening er muligt - og nødvendigt - at gennemføre en samtidig kritik af hhv. kommando- og kapitalistisk markedsøkonomi.
Her kommer Fredric Jameson ind i billedet. I artiklen "Postmodernismen og markedet" (Socialist Register 1990) kritiserer han det kapitalistiske marked med ord, som synes at være meningsrette gentagelser af Havel. I artiklen forholder Jameson sig til markedet, socialisme og planlægning i såvel øst som vest, og siger i den forbindelse:
"..markedsretorikken har været et fundamentalt og centralt led i kampen for at legitimere eller delegitimere venstrefløjens argumentation. Underkastelsen under forskellige former af markedsideologien - på venstrefløjen, forstås, for ikke at snakke om alle andre - har været snigende men alarmerende universel; alle er nu villige til at mumle...at intet samfund kan fungere effektivt uden markedet og at planlægning øjensynligt er umulig."
Dette har ifølge Jameson ført til den overbevisning, at markedet er en del af den menneskelige natur, "...en påstand som ikke må få lov til at stå uudfordret, og som efter min mening er det område hvor vor tids mest afgørende ideologiske kamp må finde sted." Og videre:
"Markedsideologien forsikrer os om, at mennesker roder i det, hvis de forsøger at bestemme over deres skæbne ("socialisme er umulig"), og vi er heldige med at have en mellemmenneskelig mekanisme - markedet - som kan erstatte menneskeligt overmod og planlægning, ja menneskelige beslutninger i det hele taget. Vi skal blot holde denne mekanisme ren og velsmurt; så vil den - i lighed med monarken for flere århundreder siden - sørge for os og holde styr på os."
Een af Jamesons mange pointer er, at forestillingen om "det reelt eksisterende marked" som frihedens konkretisering er en i bund og grund ideologisk konstruktion og at dette "marked" får samme totaliserende og undertrykkende funktion, som statsmagten hos Havel.
Det er da også Jamesons konklusion, at det ikke tjener noget formål, at erstatte det ene system med det andet, altså introducere vort markedssystem i de østeuropæiske lande. Tværtimod, siger han:
"Hvad der er brug for er et stort kollektivt projekt, med deltagelse af en aktiv befolkningsmajoritet, et projekt som er dets eget og skabt af egne energier. Fastlæggelsen af sociale prioriteter - i den socialistiske litteratur kendt som planlægning - måtte være en del af et sådant kollektivt projekt: men det burde stå klart, at markedet, så at sige pr. definition, på ingen måde kan udgøre et sådant projekt."
Vaclav Havel på sin side taler om behovet for en ny "post-demokratisk" indretning af samfundet:
"Disse strukturer skulle naturligvis komme nedefra som en følge af en autentisk samfundsmæssig "selv-organisering"; de måtte hente deres livskraft i en levende dialog med de ægte behov, hvoraf de er opstået, og når disse behov er afskaffet, skulle strukturerne ligeledes forsvinde."
Her vil jeg så vende tilbage til "det civile samfund" og dettes mulighedsbetingelser, ikke blot i øst, hos de andre, men her, hos os selv. Kan vi udvikle et civilt samfund, som det sted hvorfra såvel det ikke-kapitalistiske "marked" som den ikke-undertrykkende stat kunne kontrolleres, holdes i ave?
Det er i den sammenhæng interessant, at der også i øst er udviklet en forestilling om et sådant "sted". Som Havel påpeger i afsnit 18 af sit essay, opstod der i Tjekkoslovakiet med udgangspunkt netop i dissidentkulturen, forestillingen som et parallelsamfund, en "parallel 'polis'", som den blev kaldt af filosoffen Vaclav Benda. Havel siger om denne tænkte samfundsinstitution, at den parallelle 'polis' "..viser ud over sig selv og har kun mening i det omfang den uddyber den enkeltes ansvarlighed overfor helheden og giver mulighed for at finde den bedst egnede form for udøvelse af denne ansvarlighed, i modsætning til en flugt fra den."
I vort samfund vil noget sådant formentligt som minimum kræve et bevidst opgør med markedet og dets mekanismer, hvilket igen vil være ensbetydende med opgivelse af nogle af de forbrugsvaner, hvis korrumperende indflydelse Havel omtalte. Det vil betyde et brud med - ikke blot en regulering af - den kapitalisme, hvis overlevelsesbetingelse er et stadigt mere sofistikeret og naturdestruerende forbrug hos en minoritet af klodens befolkning.
Det er mere end vanskeligt at forestille sig - og komme med forslag til - hvorledes noget sådant rent praktisk-politisk skulle kunne lade sig gøre.
Lad mig slutte med et "vildt" skud: Indenfor samfundsfilosofien er begrebet "civil ulydighed" et hæderkronet fænomen, i den kristne religion endog et gudgivet bud. Jeg har ladet mig fortælle, at der i den hellige skrift står skrevet, at "oprør mod tyranner er lydighed mod Gud."
Hvis nu vi accepterer, at "markedet" er en sådan tyran, så er det måske rettere "økonomisk ulydighed" der er brug for. Her tænker jeg ikke i første omgang på "grå" og "sort" økonomi, som jo i de allerfleste tilfælde blot er udposninger på det "hvide" marked, blot med den forskel, at de er ude af syne for skattefar.
Nej, jeg tænker på en form for økonomisk ulydighed, som måtte bestå i at man i en eller anden udstrækning nægter at rette sig efter de diktater, som udgår fra markedet. Hvordan dette skulle ske, og hvilke muligheder det eventuelt kunne give, det må afhænge af konkrete forsøg.
Men hvis nogen vil hævde, at noget sådant er umuligt, så siger man samtidig dermed, at vi i markedet har et system, som endegyldigt har undertrykt os og som har gjort en ende på vore muligheder for at etablere et næstekærligt forhold til os selv og vore globale artsfæller. Det kan da godt være, at det er tilfældet, men vi behøver ikke derfor at indrette vore handlinger, som om det er det.
11. april 1991