* vistnok bragt i Information
"Tyske interesser bliver afvejet og sat igennem ved hjælp af D-Mark. Ganske vist var Stukas-bombernes sprog værre end dette, men under alle omstændigheder er det tyske muskelspil et obskønt syn."
Således siger den vesttyske sociologiprofessor og samfundsfilosof Jürgen Habermas i et nyligt indlæg i debatten om den tyske genforening og de måder hvorpå den kan tænkes at skulle foregå.
Under titlen "DM-Nationalismen" i den tyske ugeavis DIE ZEIT (30/3-90) melder Habermas sig som modstander af den holdning, som ellers har været fremført af bladets politiske redaktør, Robert Leicht. I udgaverne af hhv. 23/2-90 og 2/3-90 har Robert Leicht argumenteret for, at genforeningen bedst kan ske under anvendelse af artikel 23 i den vesttyske grundlov. Artikel 23 siger, at samme grundlov (dvs. den vesttyske) kan bringes til at gælde for andre dele af Tyskland, såfremt disse dele skulle beslutte sig til noget sådant.
Jürgen Habermas derimod mener at genforeningen skal ske ved at de to tidligere Tysklande i fællesskab skal finde frem til en helt ny forfatning, hvilket den vesttyske grundlov åbner mulighed for i henhold til artikel 146. I denne hedder det nemlig, at "Denne grundlov mister sin gyldighed i det øjeblik en forfatning træder i kraft, som i fri beslutning er vedtaget af det tyske folk." Samme holdning har iøvrigt DZ's medudgiver, tidl. forbundskansler Helmuth Schmidt gjort sig til talsmand for.
Det er i denne debat fra visse sider blevet hævdet, at først efter en genforening vil tyskerne kunne sone de forbrydelser begået under 2. verdenskrig, som sammenfattes under syndromet "Auschwitz". En sådan argumentation kan Habermas ikke tilslutte sig. Efter hans mening er det Auschwitz' funktion at minde tyskerne om, at de ikke kan forlade sig på en eller anden kontinuitet i deres historie. På grund af det enorme kontinuitetsbrud - som Auschwitz efter Habermas' mening er udtryk for - har tyskerne ikke andre muligheder end at bygge deres fællesskab på nogle universalistiske statsborgerlige principper, set i lyset af hvilke den nationale identitet ikke kan tages for noget givet, men tværtimod hele tiden må holdes op for en kritisk betragtning. Den post-traditionelle identitet består helt enkelt i den stadigt pågående strid om fortolkningen af den forfatningspatriotisme, som hele tiden må anskues i lyset af de givne historiske forhold.
At netop Habermas må gå ind for denne genforeningsvej er - man fristes til at sige naturligvis - en logisk konsekvens af hans samfundsteoretiske og -filosofiske ståsted. Mere end nogen anden vestlig samfundsforsker har han kæmpet for at bevare og lutre oplysningstidens tanker om rationaliteten som den ypperste vejledning for mellemmenneskelig handlen. Han har bl.a. gjort det ved at udvikle sin teori om diskursetikken, dvs. en etik som bygger på at beslutninger træffes efter grundige, forberedende drøftelser med fri og lige adgang til indflydelse for alle parter, som vil blive berørt af beslutningerne. En genforening derfor, som "blot" ville bygge på en hurtig - og derfor ikke velovervejet - accept af en allerede eksisterende grundlov, som i sagens natur må være ukendt for flertallet af østtyskere, den kan Habermas ikke gå ind for. Den ville ikke muliggøre en seriøs debat om de dybere og bagvedliggende motiver for en sådan genforening, for slet ikke at tale om hvordan det nye fællesskab skal forholde sig til fremtidige ændringer i de forfatningsmæssige forhold.
Således er det et stort og endnu ikke debatteret problem, hvad der skal ske med artikel 23, hvis genforeningen skulle gå hen og finde sted efter denne.
Af nogle tilhængere, således førnævnte Robert Leicht tages det som en selvfølge, at når det nuværende Østtyskland er blevet sluttet sammen med det nuværende Vesttyskland, så skal artikel 23 "naturligvis" fjernes fra grundloven. Men det er langtfra sikkert, at dette vil blive betragtet som en naturlig sag af alle de "nye" tyskere. Der ligger jo stadig områder rundt omkring i Europa, som har hørt til et tidligere Tyskland. Østpreussen, Schlesien, Nordslesvig, Østrig, dele af Tschekoslovakiet, m.m.
Medens disse usikkerheder er af en mere hypotetisk, men derfor ikke mindre reel, karakter, så er det også Habermas' holdning, som antydet af citatet,der indledte denne artikel, at de rent økonomiske interesser spiller en alt for dominerende rolle i den beslutningsproces, der synes at være lagt op til. Om disse økonomiske interesser så overhovedet kan besværges selv ved en anden genforeningsprocedure, end den der foreskrives i art. 23, det er en anden sag som vil blive berørt nedenfor.
Lige så væsentligt er det, at Habermas er dybt bekymret over de motiver af nationalistisk, etnisk, kulturel og følelsesmæssig karakter, som er blevet vakt til live i den nye situation. Hertil medregner han, idet han derved lægger op til en ikke uvæsentlig begrebssammenblanding, hvad han kalder en "Wirtschaftsnationalismus", dvs. en nationalisme byggende på Vesttysklands prægtige præstationer indenfor industri, handel, landbrug, m.v. Netop på dette område mener vesttyskerne at have særlig grund til stolthed, ikke mindst i forhold til den vurdering som i øjeblikket er den fremherskende, når det drejer sig om deres østtyske landsmænds resultater.
Forfatningspatriotisme
Et rationelt modstykke til sådanne fællesskabsetablerende mekanismer ligger efter Habermas' mening i fænomenet "forfatningspatriotisme". Vi skal ikke hente vores fællesskabsfølelse og motivation til gensidig solidaritet fra tilhørsforholdet til en bestemt nation, race, eller en særlig succesrig økonomisk status. Vort fællesskab skal derimod bestå i, at vi har vedtaget og retter os efter nogle forfatningsmæssige spilleregler, som bygger på respekt for demokrati og menneskerettigheder. Det er en form for fællesskab, som efter Habermas' mening har udviklet sig i de mere politisk fremskredne dele af den vestlige verden (USA, Frankrig, Skandinavien, m.fl.) og som Vesttyskland siden 2. verdenskrig efterhånden også har lært at indordne sig under. Dette forhold ser han nu bragt i fare, hvis Østtyskland uden videre formaliteter blot indlemmes i en fællestysk enhed. Også fordi vesttyskerne i så fald ikke gives en mulighed for at vurdere, om den nu eksisterende grundlov i virkeligheden er et egnet instrument for genforeningen og den fremtidige situation i det nye Europa. Habermas har nemlig i forbindelse med sine overvejelser omkring genforeningen også nogle markante forestillinger om fremtidens Europa. Han siger herom:
"Hvis ikke vi frigør os fra de diffuse forestillinger om nationalstaten; hvis ikke vi kaster nationalitetens og skæbnefællesskabets krykker, så vil vi ikke ubelastet kunne fortsætte ad den vej vi forlængst er slået ind på: mod det multikulturelle samfund; mod en omfattende regionalt opdelt forbundsstat med stærke føderative beføjelser; men først og fremmest mod de forenede nationaliteters Europastat."
Uanset hvordan man måtte forholde sig til disse tanker om Europas fremtid, så turde det være åbenbart, at Habermas stiller alt for store forventninger til de rent forfatningsformalistiske aspekter af genforeningsspørgsmålet. I denne sammenhæng har han sat sig ud over sin teoris svage punkter ved at opfinde den ovenfor omtalte "Wirtschaftsnationalisme". Herved får han nogle meget konkrete og afgørende økonomiske sagsforhold neutraliseret ved at smelte dem sammen med det følelsesmæssigt funderede fænomen "nationalisme". Men nissen flytter med. De økonomiske interesser og modsætninger kan ikke elimineres gennem etableringen af et fællesskab baseret på selv den bedst gennemdiskuterede forfatning, medmindre det udtrykkeligt i denne fastlægges hvordan udligningen mellem de forskellige økonomiske interessegrupper i fællesskabet skal foregå. Hvilket med andre ord vil sige, at forfatningen skal forholde sig eksplicit til det økonomiske system og dettes basale principper.
Dette har ingen kendt forfatning hidtil tilstræbt, ejheller evnet.
Men Habermas er magtesløs her. Hele hans teoretiske og filosofiske apparat bygger på den forudsætning at arbejde (her: økonomi) og interaktion (her:forfatning) og de senere deraf afledte begreber system og livsverden, er selvstændige livssfærer, med deres egen selvstændige udviklingsdynamik og -betingelser, hvorfor det teoretisk er muligt at forestille sig en manipulering med de samfundsmæssige mekanismer, blot ved indgriben i det ene af områderne.
Denne helt afgørende "fejl" i Habermas' teoribygning -som er blevet påvist igen og igen i den videnskabelige litteratur - bliver behandlet i en kommentar til Habermas' artikel i et efterfølgende nummer af DIE ZEIT. I udgaven fra d. 13/4-90 har Christoph Türcke i artiklen "Demokratiets Selvtilfredshed" påvist hvorledes Habermas ved kun at forholde sig til formalistiske aspekter af genforeningen, helt kan undlade at komme ind på de uudtalte og underforståede økonomiske konsekvenser af den kapitalistiske markedsøkonomis indtrængen i det tidligere Østtyskland, og Østeuropa generelt. Om østtyskernes situation siger Türcke:
"Nu, hvor de kan vælge demokratisk, hvilket valg har de da? At overtage fordelene ved markedsøkonomien og udelade ulemperne? Det ville være som at gøre en tiger til vegetar. Selv et flygtigt blik på den globale økonomi viser, at der er eet som markedsøkonomien med sikkerhed ikke kan bevirke: at skabe velstand og luksus uden på samme tid at producere fattigdom og elendighed i massevis."
18. april 1990